Mysteriebøgerne for børn har det godt i disse år. Oscar K. beretter om Mikkel, Flemming Andersen fortæller om Emil, og de gamle Jan-bøger går som varmt brød. Og her kommer drengen Akimbo fra det sydlige Afrika. Det er Alexander McCall Smith, der skriver om ham. Forfatteren vil være kendt af voksne mysterielæsere for sine underfundige femi-krimier fra Botswana om Mma Ramotswes detektivbureau. Anderledes mysteriebog Akimbo har andre opgaver at løse end Mikkel eller Emil. Han vil redde elefanterne. Derfor erklærer drengen krig mod krybskytter i det dyrereservat, hvor hans far arbejder. Krybskytterne lister ud om natten og skyder elefanterne for at få deres stødtænder. Nu indser drengen, at hvis de selv skal knaldes, må han blive en af dem. Så en dag går Akimbo ned til landsbyen med et stykke stødtand, han har hugget derhjemme (!), og kommer hurtigt i kontakt med villige købere. Drengen melder sig som krybskytte og kommer således med på en nervepirrende jagt, der heldigvis ender til elefanternes fordel. 'Akimbo og elefanterne' er en effektiv og anderledes mysteriebog. Den lukker op for en verdensdel og en leveform, som bestemt ikke er overbeskrevet i børnebøger. Her spiller dyr og natur en afgørende rolle. Og detektiven her kan noget, de ikke kan oppe på stenbroen, når han peger ned på jorden og hvisker: »De er ti minutter foran os«. Forlaget lover flere bind med mysterier fra syd for Ækvator.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























