Simonetta Agnello Hornby er født i Palermo i 1945, i en af Siciliens utallige mindre adelsfamilier. Hun er, som efternavnet antyder, engelsk gift og bor i London, hvor hun arbejder som advokat og formand for et ankenævn, der tager stilling til klager vedrørende handikappede børns adgang til specialundervisning. I 2004 debuterede hun som forfatter med romanen 'Mandelplukkersken', som ikke bare fik strålende anmeldelser i Italien og udlandet, men også blev en bestseller i Italien. Debutromanen skildrede en siciliansk provinsby og dens egn i første halvdel af det 20. århundrede gennem indbyggernes forsøg på at gisne og sladre sig frem til sandheden om den mystiske kvinde, 'Mandelplukkersken', som levede sit liv i en velhavende families tjeneste, men ved sin død viste sig at være en af byens rigeste og i al hemmelighed mest indflydelsesrige personer. 'Mandelplukkersken' var en roman om kærlighed, om pligt og skæbne og om en kvindes kamp for at kæmpe sig ud af fattigdommen og for, trods den jernhårde sociale kontrol, at skabe sig et personligt frirum. Stor indlevelse Også Hornbys anden roman, 'Arvetanten', der udspiller sig i et aristokratisk miljø på Sicilien i anden halvdel af 1800-tallet, har fået en strålende modtagelse i Italien, og det med fuld ret. Hornby viser igen sin formidable evne til at skildre landskaber og interiører, så alle sanser stimuleres hos læseren, og i særdeleshed til at karakterisere sin hærskare af personer med enkle, næsten vignetagtige beskrivelser, som får dem til at stå lyslevende på siderne. Efterhånden som historien skrider frem, og synsvinklerne forskyder sig, nuanceres og kompliceres portrætterne, og ved romanens - en anelse bratte - afslutning har læseren levet sig dybt ind i familien Safamita di Muraliscis vanskelige indbyrdes forhold og ikke mindre vanskelige forhold til omverdenen. Mellem mafia og politik Miljøet og tiden gør det uundgåeligt at sammenligne 'Arvetanten' med aristokraten Giuseppe Tomasi di Lampedusas mesterlige roman 'Leoparden' om en siciliansk højadelsfamilies forfald i det halve århundrede fra Italiens samling til slutningen af Første Verdenskrig. Der er naturligvis lighedspunkter, men hvor 'Leoparden' er præget af en kontemplativ stemning, er 'Arvetanten' en langt mere dynamisk historie, og den viljestærke, og mistænkeligt rødhårede, fregnede Costanza, der er Hornbys hovedperson, er en ganske anden type end Lampedusas ironisk vemodige Fyrste. Det samme gælder hendes far, baron Domenico, som meget pragmatisk formår at manøvrere mellem mafia og politik i den nye tid efter Italiens samling. Elegant sprog Historiens hovedtråd er Costanzas ægteskab med den pengeløse Pietro Pastella di Sabbiamena, for hendes vedkommende et kærlighedsægteskab, for hans ren økonomisk beregning. Herudfra breder der sig et mægtigt væv af side- og parallelhistorier om herskab og tjenestefolk og om livet i periferien af Muralisciernes univers. Nær centrum af dette univers er de familier af tyende, som har tjent slægten i generationer, og som på sæt og vis er vokset sammen med den. Beskrivelsen af samlivet mellem de to grupper fremhæver naturligvis de groteske sociale forskelle, men har også den mindre oplagte pointe, at herskaberne er lige så ufrie som deres tjenestefolk, og at det kræver en kolossal styrke, ikke mindst af kvinderne, men også af mændene, at sætte sig ud over standens normer for, hvad man gør og ikke gør. Ligesom i 'Mandelplukkersken' skildrer Hornby med stor indlevelse og detaljerigdom, og ikke uden en diskret humor, en hel verden, og hun gør det i et sirligt og elegant sprog, som det er en fornøjelse at læse i Birgitte Grundtvigs oversættelse.