Guantánamo Bay. En sælsom lille base i den østlige del af Cuba, som bringer billeder af fanger i orange dragter og alt, hvad der er galt med krigen mod terror, frem i tankerne. Måske, hvis man dvæler lidt længere ved stedet, mindes man også Jack Nicholson i 'A Few Good Men', hvor han drømmer om blowjobs fra overordnede kvinder, mens han vogter freden et stenkast fra »4.000 cubanere som er trænet til at dræbe ham«. Helt uskyldigt. Men meget længere er i al fald undertegnedes tankevirksomhed omkring Guantánamo aldrig gået, helt sikkert ikke så langt som til at forestille sig eller sætte sig ind i, hvordan der mon egentlig er i det lille samfund, som basen og fangelejren udgør. En fejl, jeg først blev opmærksom på, da jeg læste den amerikanske journalist og forfatter Dan Fespermans roman 'The Prisoner of Guantánamo', der netop er udkommet. Den blide forhørsleder Stedet er nemlig - som man kunne have sagt sig selv - en røverrede af militær, CIA, FBI og diverse andre amerikanske spionagenturer og efterretningsorganisationer, der alle sammen kæmper med hinanden om viden og ressourcer. Alt sammen mens de forsøger at presse de sidste hemmeligheder ud af de stakler, som er fanget i Guantánamos limbo, og 'spinne', hvad de finder, så det passer bedst i deres overordnedes kram. Frugtbart territorium for en thriller, og Dan Fesperman får også noget nær det optimale ud af det. Hovedpersonen er FBI-manden Richard Falk. Han taler arabisk og arbejder som forhørsleder, men af den blide slags. Som en civiliseret helt tror Falk ikke, at vold fører nogen vegne, heller ikke når det gælder formodede terrorister. Han går sine egne veje og er på nippet til et gennembrud med den psykisk ustabile Adnan fra Yemen, da vi kommer ind i historien, og det hele begynder at gå galt. Hæng på Det viser sig, at Adnan rummer potentielt eksplosive informationer, som i de rette hænder kan starte helt nye krige. Som Falks åleglatte ven fra udenrigsministeriet Ted Bokamper forklarer ham, er det afgørende i det 21. århundredes USA nemlig ikke selve informationerne, men hvem der har dem, og hvordan de kan bruges. Et faktum, som Falk først for sent bliver opmærksom på, efter at heksejagten er gået ind, og han pludselig selv risikerer at ende på den forkerte side af bordet i et forhørslokale. Eller ganske enkelt forsvinde ind i Camp X-Ray, hvor fangerne omtales som 'spøgelser' og aldrig forventes at komme ud igen. En gusten tanke, både at sådanne steder findes, og især at forestille sig selv at ende i dem. Der er fjender overalt, og i det ekstremt paranoide og indestængte klima, som man kun alt for let kan forestille sig, at Guantánamo udgør, bliver Falk hurtigt en presset mand, mens han forsøger at finde ud af, hvem han kan stole på, og hvordan hele den snirklede historie egentlig hænger sammen. Der er meget at holde styr på, både for ham og læseren, men er man i humør til en thriller med et aktuelt politisk budskab, er det værd at hænge på.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























