Forestiller man sig en fortæller med facetøjne - altså ligesom fluernes - kan man måske få en idé om teknikken i denne roman, hvis hovedperson eller centrum kun ses med 'Bipersoner's skiftende synsvinkler og meget forskellige sprog. Med en forslået familie som grundmønster for en brudt komposition ligner den grundlæggende forfatterens forrige roman, den prisbelønnede debut 'Skrænten' (2004), som var én mands stødvise forsøg på at nå frem til en kerne af sandhed om sin bror og sine forældre, på et skråplan af erindringer. Her hører vi i atten satser for fem stemmer om bluesmusikeren Thomas med en hjerneskadet kone på plejehjem og en klog og følsom søn, der tager en drastisk konsekvens af, at faderen finder en ny kone. Denne ældste søn indleder, men glider ud af beretningen, hvor broderen tager over, siden også den ny svigerfar, så musikerens yngste søn og endelig ... forfatteren selv. Stemmerne veksler, og den fortvivlede forbrydelse, vi begyndte med at ane, erstattes af en anden, før yngste søn lukker og slukker, og dét i enhver forstand. Kompensationens time I Danmark kan en roman jo ikke hedde 'Bipersoner' uden at bringe Peter Seeberg på bane, og også disse fem norske stemmer - omsat til dansk med stor sprogkunst og lydhørhed - er bipersoner i deres eget liv, en slags ofre for deres fortid. Drevet til at fortælle, i afmægtige forsøg på at forstå og beherske deres eget liv - eller snarere fortrænge og beherske? Hver for sig udgør de liv ikke en hel roman - og den mangel på mening vil de med vold og magt kompensere for. Mest indtryk gør yngstesønnen, Peter, hvis afstumpede tankegang spejles af den indre monologs ufuldstændige syntaks. En personlighedsforstyrrelse - formoder jeg - gør ham glimtvis utilregnelig og fysisk farlig, men det uhyggelige ved hans bevidsthedsstrøm er netop, at vi kommer til at forstå og leve os ind i de selvbedrag, der i hans egne øjne retfærdiggør volden, om end kun i øjeblikkets hede. Det, de ikke vil fortælle om Selvbedragerisk er også broderen, der fromladent 'skåner' Thomas for direkte tale - kun for at hytte sit eget. Også ældstesøn Kjell lagde en skyld på faderen for selv at slippe af med den, men han kunne vist ikke opretholde bedraget eller holde sandheden ud. Nøjagtig hvordan det hænger sammen, og hvor meget Thomas' dådløshed er skyld i, får vi aldrig helt på plads - for hele historien er jo fortalt af en den bundupålidelige 'Arnt', der i afmagt over for en livsduelig kone søger tilflugt i en fordrukken dagdrøm om at blive 'forfatter' - og præsenteres sådan - og som har udtænkt hele det her forbandede kompleks af skyld og skam, som Thomas er anbragt i! Man kan dårligt fortænke Thomas i at snydekigge i kladdeheftet, da han alligevel er på besøg! Bortset fra den sidste krølle - at indskrive forfatteren selv i romanen - minder Tillers metode selvfølgelig om den minimalistiske landsmand Øystein Lønns raffinerede måde at indkredse det uforklarlige på i romaner som 'Thranes metode' eller 'Maren Gripes nødvendige ritualer'. Og ligesom i den danske og nok så mangfoldigt instrumenterede stemmekoncert Peer Hultbergs 'Byen og verden' fortæller stemmerne mest om det, de ikke vil fortælle om. Deri ligger spændingen under læsningen, snarere end i selve trangen til 'opklaring'. Måske fordi det især er på dét punkt, disse bipersoner træder læserens egen selvforståelse lige lovlig nær!