Enten er Jan Jakob Tønseths tredje og sidste bind i trilogien om Hilmar Iversen markant bedre end de to første bøger. Eller også vænnes læseren ganske langsomt til fortællerens besynderlige humor, så latteren til sidst bryder ud i lys lue - selv, hvis man sidder og læser helt alene. Historien om den faldne - og frafaldne - kommunist er i hvert fald i sin sidste fase rasende morsom. Hilmar Iversen er en af litteraturens store antihelte, og det er ikke for sjov, at han på et tidspunkt i bogen læser Don Quijote. Iversen slås nemlig med vindmøller i alle størrelser. Projektil fra en mauser Og Iversen er et lille fjols, men heldigvis et ret sødt et af slagsen. Fortællingen om hans verden er fuld af raffineret satire. Alt det store gøres småt, imens det helt små gøres stort. I denne den tredje samling situationer med Hilmar Iversen i centrum handler en stor del af bogen derfor om et projektil fra en mauser, der bliver opereret ud af hovedpersonen. Det har sat sig lige mellem hans milt og hans sjæl, da han blev skudt under krigen i Spanien. Bogen handler også om at nægte at deltage i en massedemonstration. De røde må helt enkelt klare sig uden ham. Så kan de lære det! Beruset af portvin Af andre temaer kan nævnes dyrkningen af kartofler - flere kapitler er viet til emnet - og bær, norsk havebrug og den modvillige nydelse af stiv whisky. For hovedtemaerne i bogen er - som også titlen 'Resignation og Portvin' antyder - et nærmest pervers miks af handlingslammelse og beruselse. Den sære og noget uomgængelige Hilmar (»Hilmar burde leve alene, det havde alle været bedre tjent med«, som én siger i bogen) er blevet tøffelhelt, nu er han gift med sin Signe og flyttet til Fredrikstad i Sydnorge. Og han er mere eller mindre henført hele bogen igennem. Beruset af portvin, af hospitalssprit, af torskehoveder (specielt øjnene er hans favorit), af krigsminder eller simpelthen af konens 'håndtering' af ham midt ude på Kråkerøy (en scene, som slutter med et ekstatisk brøl, der »må have kunnet høres en mil væk« - og en norsk mil er vel og mærke ti kilometer!). Morsomme udfoldelser Tønseth er en forfatter, man skal læse for hans tone. Den er en sjældent ironisk og knastør balancegang mellem det private og det politiske. Mellem det erotiske og det usexede. Mellem det store og det små. Bogen lanceres som en slags politisk opgør med kommunismen. Men det er sjovt nok her i sidste bind, hvor politikken viger for det rent menneskelige - og hvor der derfor stort set kun er hverdag, middagsselskaber og hækkeklipning til den store guldmedalje - at Tønseth for alvor folder sig ud. Og når han gør det, så er han altså morsom. Så tag endelig den lille trilogi med på ferie. Den er læst på tre aftener. Og måske er den endnu mere morsom, hvis den er læst højt på tre aftener?