Birte Blønd påbegyndte i 2001 en trilogi om en sønderjysk piges opvækst i 1930'erne og 40'erne. Marias dansksindede familie i Gråsten havde flittig kontakt med den mødrene slægt syd for grænsen, hvoraf en del unge sønner faldt, hvad enten de var nazister eller bare tvangsindkaldt. Nu er sårene og den historisk begrundede adskillelse efterhånden helet. I 'Dansen kan begynde', der efterfølger 'Grænsegænger' og 'Skillelinjer', følger vi Marias videre liv som ung mor, lærer og tyskstuderende i Århus. Trøst til begge sider Ægteskabet er sat på vågeblus. Johan er sådan en, der aldrig er der, når der er behov for ham. De kan ikke finde ud af at være gift, og de kan heller ikke finde ud af at blive skilt. De trøster sig hver især. I det hele taget er det en veritabel kærlighedskarrusel, der skrives frem, med alliancer på kryds og tværs i vennekredsen. Glem alt om, at flydende kærlighed og rene forhold uden forpligtelser er en postmoderne opfindelse, som modesociologerne siger. Disse unge studerende svømmer i 1950'erne rundt mellem hinanden. Marias bror viser sig at have en stor datter, som han fik med en kæreste, den unge pige i huset i Gråsten, i de sidste krigsmåneder. Ved romanens slutning venter Marias veninde hans barn, og hvad så med den gamle alliance, der efter alle disse år var så godt i gang? De faste grænser bliver flydende Sådan er det hele vejen igennem. Alle har svært ved at beslutte sig. Ikke mindst hovedpersonen, der kæmper med at tilgive sin fraværende, svigtende mand, der kun er ægtemand på papiret. Og med at være mor og få sit speciale skrevet færdigt og tjene penge. Birte Blønd har skrevet en romanserie fuld af levet liv. Den dansk-tyske problemstilling, der fyldte meget i de to første bind, erstattes efterhånden af en fortælling om unge mennesker, der smides fra en traditionsbundet livsform ind i moderniteten. De faste grænser bliver flydende, og det gælder ikke længere om at passere grænser, for de er ikke tydelige længere, eller om at vælge rigtigt, når man står ved skillelinjerne, for det er altid muligt at vælge om. Men det drejer sig alligevel i sidste ende om at finde et ståsted, der kan bære. Næsten eksotisk Det er Maria længe om, og det er interessant at følge vejen ad hvilken. En mindre hektisk dans begynder også for hende ved trilogiens udgang. Birte Blønd trækker på en masse selvbiografisk stof. Persongalleriet er enormt, og ikke mindst fremstillingen af den tyske side af familien og forholdet til den gør romanen næsten eksotisk. Det har været dagligdag for masser af mennesker i grænselandet, det har bare sjældent været tematiseret i dansk litteratur. Som Marias gamle tyske kæreste i sin tid sagde til hende, da de var unge og nyforelskede og mulighederne for deres forhold elendige: »Vi to er hverken danske eller tyske, vi hører til i de gamle hertugdømmer Slesvig og Holsten«. Hertugdømmerne blev skilt ad, det gør par også af psykologiske eller rent praktiske årsager, og det er dette komplicerede sammenspil af tid og historie, ungdom og følelser, Birte Blønd holder frem i sin stofmættede trilogi.