En forfatter burde afgå ved døden, når han er færdig med at skrive, så han ikke forstyrrer tekstens videre liv«. Sådan lød Umberto Ecos legendariske statement for mere end tyve år siden, da litteraturteorien var i færd med at overdrage al tolkningsmagt til den heldige læser. Og hvis ikke det var, fordi lige netop døden er det sidste, man må spøge med i tilfældet Knud Romer og hans erindringsroman, ja, så kunne man ha' lyst til at kræve forfatteren likvideret, før han underholder yderligere om de »10.000 siders undertekst«, hans debutroman er udstyret med, sådan som han gjorde i Weekendavisen forleden. Pyha, må vi så få læsero! Knud Romers debutroman, 'Den som blinker er bange for døden', er helt og aldeles fantastisk og lever sit eget dybt bevægende og flersporede pseudoliv. Det behøver forfatteren ikke selv fortælle os. Uforskammet betjening hos bageren Drengen Knud - eller Knüdchen - er det talende centrum i en dansk-tysk familiesaga af de virkelig grumme. Bosat i Nykøbing Falster som enebarn af en neurotisk pertentlig far og en vodkapimpende mor med en fortid i Nazityskland er han det lette offer for lokalsamfundets dårlige manerer. »Anden Verdenskrig var aldrig holdt op, når det kom til mor og far og vores familie, Nykøbing var stadig besat«. Og barndommens gade var belagt med ensomhed og kulde og uforskammet betjening hos bageren. Undergang eller genfødsel? Oplevelsen af, at den lille familie fører et ikke-liv i evig isolation, forstærkes af forfatterens ekstreme evne til at levendegøre de døde eller fjerne slægtninge på både fædrene og mødrene side - fantaster og lurendrejere, sammenbidte koner og forheksede tanter. En for en springer de frem og bliver både spørgsmålet og svaret på dødvandet Falster: Hvorfor flygter familien ikke? Fordi den ikke kan. Spøgelserne har magten. Af sin tyske onkel modtager Knüdchen i årenes løb stumper af en russisk håndgranat. Stykke for stykke hober de sig op i drengeværelsets hemmelige skuffe, indtil den voksne Knud i den afsluttende symbolske scene kan samle historiens stumper til et hele og kyle den ud over Nykøbing F. Fra årelang følelsesmæssig implosion til frisættende eksplosion ... Undergang eller genfødsel? Hævn er det i al fald. Udansk rankhed Knud Romers tyste brag af en slægtshistorie blander sig selvsagt i den subtile og farlige diskussion om retten til at lide i Anden Verdenskrigs skygge. Om hvem der må kalde sig offer - eller barn af et. Marina Cecilie Roné gjorde med novellesamlingen 'Blomsterbørnene' for nylig et æstetisk forfinet og etisk set mere end hæderligt forsøg på at give krigens 'almindelige tyskere' stemme. I Knud Romers roman er der ingen almindelige tyskere. Her er der en overklassefamilie med Meissnerporcelæn og højtlæsning af tysk romantik, mensurarrede mænd og hustruer så smukke som græske statuer. Herfra vokser krigen og dens døtre, herfra har Knuds mor sin udanske rankhed og sin kulturelle stolthed. Den baggrund virker dobbeltprovokerende på den flade, danske almuekultur! Dansk selvtilstrækkelighed Og hermed er vi nået frem til romanens indbyggede kulturkritik. For hvor bliver man dog tæerkrummende flov over dansk selvtilstrækkelighed og tabet af det tyske broderskab, når man læser Romers roman. Pludselig forstår man hans beklemthed ved at lade sin debut falde i danske (anmelder)hænder uden en ledsagende forfatterkommentar. Heldigvis håndgranaten Den tysksprogede kulturhistorie rager jo op som en kæmpe bag de spædlemmede, danske ord. Store slægter står for fald på bedste Thomas Mann-maner, det tyske folkeeventyr stikker sit ondeste ansigt frem, lidt klassik, lidt romantik og dødens evige tilstedeværelse som hos Rainer Maria Rilke. Når den dumme danske bedemand ikke kan - eller vil - stave en strofe af digtet 'Liebeslied' (Rilke-hittet over alle) rigtigt i moderens dødsannonce, er Knüdchens afmagtsfølelse derfor også total: ... »og alting var forgæves for altid i forvejen, det ville aldrig nogensinde lykkes«. Men så havde han jo heldigvis håndgranaten. Symbolsk eller ej.