Børn kan forstå det meste. Så de kan sikkert også forstå, at Dorthe de Neergaards historie om 'To knapper i hånden' handler om hverdagens sære syner, ensomhed og uforstand og manglende jordforbindelse. Der er nok flere skeletter, end der er skabe, i denne på én gang fascinerende og frastødende billedbog. To knapper i venstre hånd En pige vågner i sin seng. »Gardinet løftede vinden ind i værelset og strøg Rie over panden med sin store, svale hånd«. Alt er dog ikke idyl, for Rie opdager, at i nattens løb er der blevet syet to knapper ind i hendes venstre håndflade. Det gør ikke specielt ondt. Men nu mangler der en knap i hendes bluse. Mor syr en bamseknap øverst. Det skulle hun ikke have gjort, for henne i skolen bliver Rie drillet så meget, at hun løber hjem og gemmer sig under dynen. Hiver øjnene ud Her ligger hendes tøjdyr, som hedder Øjvind, og mangler begge (knap)øjne. Da mor kommer hjem, hiver Rie sine egne øjne ud og præsenterer dem bebrejdende for hende. »Min lille skat«, siger mor, »du ser jo ingenting«. Og så får Rie briller på. De går en tur. Nu kan hun se striberne i fodgængerovergangen! Og de indsyede knapper er væk. Men hvor er alle lydene blevet af? Nok for meget Det er rædsel med rene negle. Dorthe de Neergaard fortæller i et poetisk, mættet sprog, som stiller uhyggen til skue på en syrlig og uforløst måde. Bedre bliver det ikke af Els Cools' store, grove billeder, der til overflod leger videre med angsten. Hvis man er blevet nervøs af ordenes sære orden og handlingens skæve gang, så bliver man rædselsslagen over de absolut uhyggelige tegninger af lurende, tilknappet vanvid. Det er godt lavet, men det er nok for meget. Den bør i hvert fald rystes før brug.