Man må håbe, at Scott Turows far roser ham for hans seneste bog. Det er der næppe ret mange andre, der gør. Bogen er en lang kærlighedserklæring fra Scott Turow til sin far og hele den uddøende generation af veteraner fra Anden Verdenskrig: Den sidste rigtige 'gode' krig, hvor de gode var gode og de onde var ualmindeligt onde og krigens nødvendighed åbenlys for enhver. Ualmindeligt usandsynligt spiondrama Intet i bogen peger i retning af krigen mod terror og Irak-krigen, men det er vanskeligt at forestille sig, at det moralske morads ikke har været en medvirkende faktor til at lokke Scott Turow til at fravige sine sædvanlige juridiske jagtmarker og forsøge sig med en historisk roman. Hvad han så ikke skulle have gjort. Turow har strikket et par glimrende - og et par mindre glimrende - juridiske thrillers sammen, men større litteratur rækker evnerne ikke til. Han skriver ikke nær godt nok og har ikke noget særligt interessant på hjerte. Historien om den midaldrende og overvægtige journalist Stewart, der efter sin fars død går på jagt efter sandheden om hans soldatertid, har sine momenter, men de er få og godt gemt i alenlange og stærkt patriotiske beskrivelser af krigen og den amerikanske soldats heroiske indsats. Krydret med et ualmindeligt usandsynligt spiondrama og en stærkt forudsigelig overraskelse omkring Stewarts familieforhold, som man skal gennem 400 sider for at komme frem til. Har redaktørerne selv læst den? Man kan undre sig over, at bogen er blevet oversat til dansk, men at dømme efter reklameteksten på bagsiden har redaktørerne da heller ikke selv læst den. På bagsiden prales der om, at Stewarts far og bogens egentlige hovedperson træffer en selvopofrende beslutning, som har afgørende betydning for krigens udfald, mens bogens pointe netop er, at det ikke er særligt selvopofrende, og ingen som helst betydning har for krigens udfald. Når ikke engang redaktørerne gider læse bogen - hvorfor skulle vi så gøre os ulejligheden?