Lise Andersen har i sin nye roman, 'Må du græde dig en sø', skrevet en bog om hustruvold. Det er hun ikke den eneste, der gør i disse år, men hun lader volden være af grovere karakter, end man sædvanligvis ser. Stig er en ren djævel. Han holder konen Silke i hjemmet som i et bur, leder efter enhver anledning til at gennemtæve hende, og han har købt en hundekurv til hende og et hundehalsbånd, så han kan gå tur med hende halsende efter sig på alle fire. Fejlslagen barndom Hvad kan få en mand til disse udspekulerede ydmygelser? Og hvad kan få Silke til at finde sig i den grove vold, der sender hende på hospitalet gang på gang? Stigs far var et alkoholiseret vrag, og hans mor misbrugte sønnen psykisk og fysisk. Nu tager han hævn. Silke blev bortadopteret som spæd, voksede op på børnehjem og i plejefamilier, endte forrået i fængsel. Hun kender kun voldens sprog og rollen som offer. Den fejlslagne barndom, der genopstår i en ny og dæmoniseret skikkelse er yderst demonstrativt fremstillet. Amatørarbejde Også romanens andet ægtepar har deres lig i lasten. Jenny måtte som purung lade sin nyfødte bortadoptere på grund af moderens pres, og bitterheden ligger stadigt tungt i hende, hver gang hun besøger moderen på plejehjemmet. Hendes mand Kå har lidt under sin fraværende far. Han erkender nu, at han har opført sig fuldstændigt på samme måde over for sin egen søn, der nu lever som bøsse i USA. Det hele er lige efter bogen. Hvad der fører disse fire skæbner sammen, skal jeg ikke afsløre, hvis nogen skulle finde på at læse denne roman til ende, der er et stykke amatørarbejde helt frem til sidste sætning.