Fortidens groteske og gotiske massakre i den utænkelige og talløse størrelsesorden kan vi kun lægge bag os i tankerne, aldrig i selve verdenshistorien. I Nanking i Kina i 1937 foranstaltede den imperialistiske japanske hær et folkemord på næsten en halv million, som smilets land aldrig rigtig helt har sagt undskyld for, endsige indlemmet i egen historiske selvforståelse. At skyde på forsvarsløse mænd og uskyldige kvinder, ja dræbe spædbørn i deres mødres maver, klinger skamfuldt og dårligt med de to skarpslebne sværd, den ridderlige samurai så gerne paraderer med i kimonoen foran kejseren og hele hans hof. Denne infame skamplet er vitterlig sushi for viderekomne. Godfather med en transseksuel bodyguard I Mo Hayders thriller 'Tokyo' ankommer en mystisk englænderinde til Japans hovedstad for at opsøge en kinesisk universitetsprofessor med kendskab til hemmelige filmoptagelser af denne krigsforbrydelse fra felttoget i Kina. Kvinden, som hedder Grey og faktisk er grå, men med en egen erotisk charme, bærer selv rundt på et traume fra teenageårene og en seksualitet, som mildest talt er uden mål og moral. I første omgang nægter professoren ethvert kendskab til sådanne levende billeder. Så fattige Grey tigger rundt i Tokyo, indtil en amerikaner ved navn Jason samler hende op, installerer hende i et gammelt hus og sørger for et job til hende som værtinde i en natklub, som også betjener den lokale mafia, den mægtige Yakuza. Her møder Grey en sådan godfather med en transseksuel bodyguard og et slæng af gangstere og geishaer i alle grimasser. Der er selvfølgelig en sammenhæng mellem dengang og nu, men den skal ikke røbes her. Imidlertid, medens vi følger vor (anti)heltindes færden og jagt efter plottets filmspoler, konfronteres vi med det gamle digt om, at angsten er asiatisk i sin vrede. Og i sin grusomhed. Betagende og dybt tragisk affære Mo Hayders gode kolleger forfatterne Minette Walters og Michael Connelly har sagt god for 'Tokyo'. Og den er da også vældig velskreven og gribende, men bestemt ikke for sarte nerver eller læsere, som helst ikke vil se nattesiden ved Solens rige. Samtidig er der også noget sært gammeldags, manieret og gemacht over sagen. Hayder skriver suggestivt, medrivende og sådan set prosaisk poetisk om denne kultur, der både sætter en ære i en god kop te og det perfekte mord. Alligevel kom jeg engang imellem til at tænke på gule ramasjangfilm fra mellemkrigstiden. Melodramaer med eksotiske bynavne såsom Shanghai, Singapore, Macao og Peking, hvor Østen bliver dybstegt i mystikkens kinesiske frituregryde. Asiatiske kvinder i silke oser af sex, mens deres mænd render rundt i maosko og agerer den gule fare dag og nat, Tao slår på gongongen, Buddha smiler gådefuldt, og kun en hvid tåbe frygter ikke en hed forårsrulle med skæve nudler. Egentlig savnes kun, at Indiana Jones lige kigger forbi og giver et piskeslag med. Men ret skal være ret, her er ingen drengehelte i Hayders spændingsroman. Og til trods for sit labyrintiske plot i røde lakæsker, sine kinesiske lamper og japanske vifter bliver 'Tokyo' til en både betagende og dybt tragisk affære. Men læs den hellere hjemme i trygge Taarbæk end i flyveren ud til Fjernøstens Tokyo.