Mordene i den argentinske matematiker og nu også internationale bestsellerforfatter Guillermo Martinez' elegante roman er ikke af den banale hverdagsslags, der begås i affekt, for penge eller af jalousi eller hævntørst. Det er heller ikke modbydelige seriemord begået af et af de sædvanlige psykopatiske monstre, som befolker så mange moderne krimier. Det er derimod kunstfærdige, intellektuelt krævende og næsten poetiske mord, som udelukkende begås, fordi forfatteren synes, at det kunne være interessant. Og det har han ganske ret i. »Den første i en serie« Martinez' mordhistorie begynder kort efter jeg-fortællerens ankomst til Oxford, hvor han skal studere matematik. Hans værtinde, en gammel dame, der arbejdede som kodebryder under Anden Verdenskrig, bliver myrdet, og en af hendes gamle venner, matematikprofessoren og videnskabsformidleren Arthur Seldom modtager et anonymt brev med teksten »Den første i en serie« og en tegning af en cirkel eller måske bogstavet O. Der følger et tilsyneladende lige så umotiveret mord på en hospitalspatient, denne gang signeret med to ovaler, der danner en slags fiskesymbol, et på en triangelspiller, der på gådefuld vis bliver kvalt midt under en koncert osv. Mordene en udfordring Politiet gør, hvad de kan, hvilket ifølge den klassiske Agatha Christie-tradition ikke er ret meget, så Seldom og den unge argentiner må påtage sig rollen som amatørdetektiver. De iagttager, ræsonnerer og følger spor, men forsøger først og fremmest at tænke sig frem til det næste symbol i serien. De har en formodning om, at mordene er en udfordring til den legendariske matematiker Seldom, og at morderen vil holde inde, hvis de kan løse den gåde, som han har stillet dem, ved at fortsætte serien. Problemet er blot, at de, selv hvis de finder frem til en plausibel fortsættelse, ikke kan være sikre på, at deres 'rigtige' løsning nu også var den, som morderen havde i tankerne. Wittgenstein og Ufuldstændighedssætninger Seldom minder om, at man ifølge Wittgensteins Paradoks om de Finitte Regler, altid vil kunne vælge en alternativ fortsættelse af en hvilken som helst serie og konstruere en fuldstændig sammenhængende og uimodsigelig - om end efter de flestes mening sikkert unødigt kringlet og æstetisk utilfredsstillende - begrundelse for den. Også Kurt Gödels Ufuldstændighedssætning, ifølge hvilken ikke alle sande udsagn kan bevises, spiller en væsentlig rolle for historien. Det kan lyde som tungt stof, men Martinez får det på fornem vis til at fungere i en historie, som er underholdende, fuld af charmerende iagttagelser af det britisk-argentinske kulturmøde og let og behagelig at læse, også takket være Rigmor Kappel Schmidts fine oversættelse.