Det rumsterer i tarmene og snurrer i knolden. Man fantaserer om en kølig klud på panden og en gulvspand inden for rækkevidde, et par albyler og et rullegardin trukket ned for verden. Naja Alberdi Platz' 224 sider lange druktur, 'Bebop Bar' fungerer som et langtidsvirkende brækmiddel, en advarsel og en virkelig sørgelig sygehistorie. Det er lige til at blive afholdsmand af, selv om sprutforbruget kun er et symptom på den egentlige lidelse - angsten. En ung kvindes grundangst: »Jeg var ikke ulykkelig, da jeg var barn. Men jeg var skrækslagen. Man skal huske på, at i forstaden kan ingen høre dig skrige«. Virkeligheden holdes på afstand Den debuterende romanforfatter Naja Alberdi Platz (f. 1972) har overbevisende styr på researchen. Hun har arbejdet som tjener i Nyhavn, forlyder det, og det er helt afgjort dette feltarbejde, der får 'Bebop Bar's karske realisme til at klirre appellerende som is i et sjusglas: Den minutiøse beskrivelse af savlende, råbende, slingrende, schnøvlende gæster, af stole der væltes, fadøl der skænkes, drikkepenge der deles og nætter der fortsætter og fortsætter på fremmede barer med fremmede mænd på fremmede toiletter ... Bella, som den kvindelige fortæller hedder, siger aldrig nej. Virkeligheden skal jo holdes på afstand. Dødsrute uden omsvøb Det er ikke, fordi 'Bebop Bar' hverken som idé eller litteratur er superoriginal. Det københavnske natteliv har Camille Blomst før entret med satirisk kvindelist, og forstadstristesse set som den lige vej til ungdommeligt vemod er vist det, man kalder 'oppe i tiden'; men Naja Alberdi Platz har en kynisk nøgternhed i detaljen, der giver teksten en renskuret, ja, paradoksalt sober ærlighed. Også kompositionen, der lader hen ved 100 sider passere, før barndommen i Herlev sporadisk, men med stigende intensitet, dukker op, er velfungerende. Især giver de uskønne glimt af selvindsigt midt i et tilfældigt samleje, på knæ foran en toiletkumme den ligefremme realisme nogle klædelige, skarpe udsving. 'Bebop Bar' sender ganske enkelt læseren ud på den københavnske dødsrute. Uden ironisk distance eller lyriske omsvøb. Det er svært ikke at blive påvirket, om man så må sige.