Harry Mulisch er en af Hollands store forfattere, en af dem, der kan finde på at sidde og stirre på telefonen, når det er tid for offentliggørelsen af årets nobelprismodtager i kategorien litteratur, og bestemt en, som mange vil mene har fortjent den. Om han nogensinde får prisen er dog tvivlsomt, for Mulisch hører til den efterhånden forsvindende kategori af forfattere, for hvem den gammeleuropæiske kulturarv er en levende del af forfatterskabet. Goethe, Thomas Mann, Dostojevskij, Freud, Wagner og Nietzsche er hans åndelige sparringspartnere, og det er vist ikke længere den direkte vej til Nobelpriskomiteens hjerte. Men pris eller ej - der er tyngde i forfatterskabet, og det er derfor en glæde, at forlaget Tiderne Skifter har taget hul på at præsentere det på dansk. I 2004 udkom den blændende, alkymistiske roman 'Proceduren', og nu får vi så den sorte idyl 'Siegfried', der leger med tanken om, at Hitler og Eva Braun havde en søn. Følelsesmæssigt valg Handlingen er meget enkel: En berømt hollandsk forfatter (der på mange måder ligner Mulisch selv) er blevet inviteret til Wien med sin tredive år yngre veninde for at læse op af sit nye værk, 'Opfindelsen af kærligheden'. Efter at han på tv har fortalt, at han er optaget af Hitler som fænomen, opsøges han af et ældre østrigsk ægtepar, der gerne vil dele deres historie med ham. Det viser sig, at parret har gjort tjeneste på Berghof, Hitlers opholdssted ved grænsen til Østrig, og at de dér fik del i hemmeligheden om, at Hitler og Eva Braun havde en lille søn ved navn Siegfried. Men for ikke at skuffe de tyske kvinder, der jo elskede deres Fører, måtte drengens sande identitet forblive skjult, og ægteparret blev bedt om at være hans adoptivforældre. Hvad der bliver af Siegfried, skal ikke røbes her, kun at Harry Mulisch bruger hans eksistens til at stille Hitler over for et følelsesmæssigt valg for derigennem at teste hans menneskelighed. Hold de filosofiske ører stive Er handlingen enkel, er romanens idéunivers til gengæld ikke 100 procent let at gå til. Det tager udgangspunkt i Hitlers gådefuldhed, det faktum, at selv om der er skrevet bøger om ham »herfra til Stephansdom«, er der endnu ingen, der har forklaret, hvorfor han var, som han var. Herter, som den berømte forfatter hedder, lufter en teori om, at det på paradoksal vis må være netop manglen på et sandt ansigt, der er Hitlers sande natur, men ægteparrets fortælling om sønnen peger snarere i retning af en form for ontologisk ondskab, der kan gå på tværs af personligheder. En lang passage handler om Hitler i lyset af Schopenhauer og Nietzsche, og her gælder det virkelig om at holde sine filosofiske ører stive, men bedst som man er ved at blive helt rundtosset, afløses dybsindighederne af Eva Brauns dagbog fra de sidste dage i Førerbunkeren i Berlin og en slutning, hvor Harry Mulisch viser sit mesterskab som romanforfatter. Stram idéroman Slutningen både udfordrer og bekræfter nemlig en sætning, som Herter siger nærmest henkastet tidligt i historien: »En roman eller en historie er ikke andet end en bevidst konstrueret drøm«. Tja, det kommer vist an på, om man er person i den eller er så heldig at befinde sig uden for omslaget. Det siger sig selv, at bogen er velskrevet, den er også ganske sjov med sin underspillede humor, men først og fremmest er den en stram idéroman, som der ikke skrives så mange af mere, men som det ikke desto mindre er en stor litterær fornøjelse at læse.