»Når man ikke er i tvivl om, om den anden er levende, kan man måske tale om at have fornemmelsen af at sidde over for nogen«. Sådan lyder det lidt inde i debutanten Anders Abildgaard Nielsens 'Sætninger' fra det fortjenstfuldt idealistiske forlag Anblik. Samlingen består af tre sektioner, 'Når muligheden for at tale og det at tale falder sammen', 'Når man hører hvad en anden siger', 'Når du kommer hjem til mig og ser dig omkring, bliver rummene ligesom større'. Som titlen antyder, er der tale om sætninger snarere end digte i konventionel forstand - i de to første sektioner ofte onelinere a la 'Farver, der bliver på deres genstande', i den tredje afdeling mere langtrukne prosasegmenter, der kredser om relationen mellem digtstemmen, digterens kæreste og en unavngiven 'han', der måske måske-ikke er digterens broder. Der er ingen rim eller vers af nogen art. Container med blåt låg Sætningerne er flere steder egenartede og interessante. Da jeg oprindelig læste nogle af dem, i f.eks. Victor B. Andersens Maskinfabrik, forekom de mig anæmiske og iltfattige, stillestående og sært upersonlige, nærmest kedelige. Tendensen eksisterer stadig (for mig f.eks. s. 38, hvor der er tale om udstansede mikro-perceptioner fra hverdagen), men den er afløst og holdt i ave dels af denne stramt strukturerede storform, som de tre sektioner udgør; og dels af sætninger, der mest af alt fik mig til at tænke på den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein i de sene 'Filosofiske undersøgelser' og i mesterværket 'Kultur og værdi'. Abildgaard er vel at mærke ikke epigon, han er helt egensindig, men der er noget af den samme dybe selvfølgelighed og mærkværdighed ved nogle af Nielsens sætninger som ved Wittgensteins. Ofte har de en ufærdig 'og hvad så?'-karakter, f.eks. 'En container, der ruller frem på parkeringspladsen, dens blå låg' - hvad er det med det blå låg? Det er ikke just William Carlos Williams' røde trillebør, men hvad da? Noget uforløst Det ufærdige er hos Abildgaard Nielsen knyttet til en tankevækkende iværksættelse af tysthed, der er noget påfaldende stille og lyddæmpet i langt de fleste sætninger, kun undertiden skarpt kontrasteret med støj; man kan tale om spørgende undersøgelser af, hvad det vil sige at tale og at lytte, en undersøgelse, der ofte ytrer sig som tvivl. F.eks. »Når jeg er i tvivl om, om jeg har råbt, når jeg tror, jeg har talt«, eller omvendt en dunkel vished: »Når man kan forudsige hver sætning, den, man taler med, vil sige, og det ikke er, fordi det, han siger, er forventeligt«. Eller som delfiske øksehug, f.eks. 'Natten sidder i overfladen', der dog er på grænsen til at have noget uforløst over sig. Interessant debut Samlingens tre afdelinger åbnes af en kort, ubetitlet præambel, der tematiserer det smertelige ved, at vi ikke har indsigt i hinanden, at vi er komplet adskilte væsner, og at de fleste af vores reaktioner derfor blot er projektioner af vores egne følelser, snarere end svar på det, den anden egentlig har sagt eller tænkt. En velkendt påstand, der blot her, hos Abildgaard, krydser sig vej gennem det tyst afdæmpede, afløst af små glimt af vold og raseri, pludselige, bratte udskridninger, der hurtigt forsvinder, så vi atter vender tilbage til sætningernes dumpe stillerum. Det er blevet til en meget interessant debut, en sætningsundersøgelse af tavshed, vold, ro, afstand, intimitet og mærkelighed; måske undersøgelserne stopper op her, eller tager en helt anden retning senere, det er umuligt at sige - men for nu: et tankevækkende anslag.