De to første bøger om den svenske kvinde med det opdigtede navn Mia Eriksson, 'Forelskede sig til et mareridt' fra 2001 og 'Asyl' fra 2004, handlede om flugten fra en ekstremt voldelig mand og var skrevet i samarbejde med krimidronningen Liza Marklund. Den tredje og - må man formode - sidste lægger 'Maria Eriksson' selv navn til. Måske er det, fordi der sker væsentligt færre dramatiske hændelser i denne bog, eller også er grunden, at 'Maria Eriksson' simpelthen ikke skriver særlig godt: Den er i hvert fald lang i spyttet, hvor man nærmest fløj gennem de to andre bøger, drevet dels af Liza Marklunds fortællertalent, dels af forbavselsen og vreden over, at en kvinde i vort gennemorganiserede Skandinavien kan have så svært ved at finde beskyttelse, når en sindssyg mand truer hende og hendes børn på livet. De sociale myndigheder, der ellers kan kontrollere alt, er ikke i stand til at hjælpe, når det virkelig gælder, så Mia, som hun kalder sig i bogen, flygter langt væk med en ny mand og de to børn, først til Chile og siden til USA, hvor hun opnår asyl. Hæver sig ikke over dagbogsniveauet Så skulle alt vel være godt? Ikke helt, for den medbragte mand, Anders, der var så god en støtte under flugten, holder ikke i længden. Men Mia finder en afløser via nettet og flytter sammen med ham i en anden stat, og han er sød og god og pæn, og børnene trives rimeligt. Så skulle vel alt være godt? Nej, for der er en hemmelighed i Mias liv: Hun har et tredje barn, det ældste, som hun lod blive tilbage hos dets far, da hun flygtede fra Sverige, og som hun siden aldrig har talt om. For det er en skam for en mor at have forladt sit barn for at redde sig selv. Jeg tvivler ikke på ægtheden i hendes følelser og heller ikke på de mange beretninger om senfølgerne af det svenske drama og flugten fra det. Man kommer sig sikkert aldrig helt over den slags. Men også en dokumentarisk historie har brug for et sprog at formidle sin handling i, og 'Mia Eriksson' hæver sig ikke meget over dagbogsniveauet. Hun genser sit hemmelige barn, en søn ved navn Daniel, og de skal nok finde et fællesskab hen ad vejen, og hun bliver helt sikkert lykkelig med sin mand, og det har hun sandelig også fortjent. Men stadig: Det rører ikke, det bevæger ikke. Renset for småracistisk tone Til gengæld er denne bog helt renset for den småracistiske tone, denne anmelder oplevede i de to første. Mias voldelige mand var libaneser, og den fik ikke for lidt med hans sorte, brændende øjne og hans muslimske baggrund. I 'Mias hemmelighed' er han ude af billedet og godt det samme. Især for hende, men også for læserne.