Brighton er mest kendt som et fornøjeligt sted: En badeby med et livligt restaurations- og forlystelsesliv, som trækker gæster til fra hele England. Men i december er der ikke meget grin ved Brighton. Der er koldt og gråt og regnfuldt og lukket, og den eksotiske Royal Pavillon og de to store pierer, der om sommeren er byens menneskemyldrende vartegn, ligger øde hen. Vinterligt mismod Robert Goddards seneste roman er fuld af vinterligt mismod. Hovedpersonen er skuespilleren Toby Flood, der har kendt bedre dage som film- og tv-helt, men nu turnerer som hovedkraften i et noget modløst teaterkompagni, som efter tre måneder på farten skal give sæsonens sidste forestillinger i Brighton. Alle er trætte og på én gang lettede og urolige ved tanken om, at engagementet snart er forbi. Udskrift af dagbog, indtalt på bånd Flood ankommer til Brighton en søndag, og romanen spænder over den følgende uge. Historien er fortalt i jegform, men med den fikse variant, at den præsenterer sig som en udskrift af en slags dagbog, som Flood hver aften indtaler på bånd. Derved opnår Goddard noget, som ellers er vanskeligt med en jegfortæller, nemlig at skabe spænding om, hvorvidt hovedpersonen mon vil overleve bogen ud. Det kunne jo for eksempel være en politimand, der aflyttede båndene efter Floods død. Hvordan den spændende historie ender, skal ikke røbes her, men det skal dog bemærkes, at ideen med båndene forekommer temmelig postuleret, og at det i de meget lange passager, hvor de ikke har nogen direkte funktion, virker, som om Goddard har glemt alt om dem. Livsfarlig intrige Historien begynder forholdsvis udramatisk med et møde mellem Flood og hans fraseparerede, men stadig højtelskede hustru, Jenny, som nu bor sammen med sin nye forlovede, Roger, en lokal forretningsmand af temmelig tvivlsom lødighed, i en stor villa i udkanten af byen. Selv driver hun en elegant lille modeforretning i en mondæn del af Brighton. Jenny beder Flood om for gamle dages skyld at hjælpe hende af med en sær person, der i dagevis har beluret hendes butik fra en café på den modsatte side af gaden. Flood indvilliger i håb om at kunne vinde Jenny tilbage og tager dermed det første skridt ind i en kompliceret og mere og mere livsfarlig intrige, hvis omdrejningspunkt er en nedlagt plastikfabrik, som tilhørte Rogers familie, og hvis tidligere arbejdere lader til at være ramt af en markant overhyppighed af blærekræft. Ingen vej tilbage Der er også narkotika og østeuropæiske gangstere og prostituerede med i billedet foruden nogle temmelig problematiske interne forhold i Rogers familie. Alt sammen noget, som Flood, der er alt andet end en actionhelt, egentlig ikke har nogen interesse i, men som han alligevel tumler ud i, fordi det ene tilsyneladende uskyldige skridt fører det næste, farligere, med sig, den ene løgn tager den anden, og pludselig er der ingen vej tilbage. God, stemningsfuld underholdning, som helst bør nydes udendørs i strålende solskin.