Det bedste ved TV 2 Charlie er, at kanalen sender den fremragende engelske tv-serie over amerikaneren Elizabeth Georges romaner om kommissær Thomas Lynley fra Scotland Yard og hans tro væbner, den gæve strømerpige Barbara Havers. Blot skal man huske, at sidstnævnte med forfatterens tilladelse er blevet lidt mere lækker og delikat på skærmen end den Rikke Rask, vi møder i bøgerne. Ellers klæder det George, at hun ikke er faldet for fristelsen til at ændre sine hovedpersoner for meget ind efter fjernsyn, sådan som Colin Dexter gjorde det med Morse og co. Stadigvæk bærer Lynley briller og drikker for meget whisky, og Havers er et sjuskehoved, som ryger for mange smøger og bæller øl af flaske. Plottet slår på gongongen Således er alt ved det gamle i 'Uden vidner'. En bestialsk seriemorder er løs i det gådefulde London og myrder drenge i begyndelsen af teenageårene. På rituel og uhyggelig vis, hvor alle spor fører til et altruistisk center for adfærdsvanskelige og samspilsramte unge. Havers er i unåde, fordi hun har skudt efter en kollega, Lynleys hustru Helen er endelig i lykkelige omstændigheder, og selv er han mere opfarende og trodsig end før over for sin overordnede, der både vil knytte en psykolog og journalist til sagen. Lynley er som bekendt den 117. jarl af Asherton men vil helst blot være anonym adelsmand, som går sine egne veje på jobbet, hvilket han ikke får lov til i denne omgang, sladderpressen lugter nemlig blåt blod. Barbara er igen på jagt efter en kæreste, klarer ærterne og slår en proper næve, når plottet slår på gongongen. Grydeklar til klitten i sommerlandet Dollarprinsessen Elizabeth George skriver jo i samme klassiske stil og inden for næsten de samme højbårne rammer som genrens sande dronning P.D. James. Men med mere pep og også en del mere damebladsromantik, garneret med suk og støn, sushi og powershopping. Og som amerikaner er hun mere snobbet og benovet over for det angelsaksiske aristokrati, hvor James med eget sæde i overhuset mere nøgternt kender sine lus i den adelige skindpels. Til gengæld har George med Havers skabt et britisk barnebarn af Philip Marlowe, som mere og mere gestalter det menneskelige fokus i intrige og tekst. Faktisk er hun charmerende på en rå og saltet facon, groft rapkæftet i replikken, gennemført rodet, dog reel og i stand til at klare sig selv nede af de onde gader i metropolen. George skriver godt, glat og gnistrende og slet ikke uden brod mod de værste sider af livet i London, der sådan set med sin labyrint af listige og koglende gader og pladser i sidste ende bliver hovedperson i denne meget lange, men spændende krimi, net grydeklar til klitten i sommerlandet.