Willy Vlautin er til daglig sanger og sangskriver i bandet Richmond Fontaine, der sidste år udgav sit tredje og hidtil bedste album med titlen 'The Fitzgerald'. Det er sange, der fortæller historier med en sørgmodig, realistisk grundtone. En tone, man uden besvær genfinder i Vlautins fornemme debut som romanforfatter, 'The Motel Life'. Vlautin stammer fra Reno, og det er denne lidt afrakkede og vulgære provinsby, der udgør rammen for en fortælling, som det er fristende at se som en udfoldelse af en af Vlautins sange til et mere fyldigt univers. Trøstesløs og fortrøstningsfuld Hovedpersonerne er de to Flannigan-brødre Frank og Jerry Lee. To unge mænd, der siden moderens død, da de var teenagere, har levet fra hånden i munden. Det meste af tiden med en flaske som mellemled. To gode drenge på vej til bunds, medmindre der sker et eller andet. Det gør der selvfølgelig. Gode og dårlige ting. Mest dårlige. Uden at kunne nå at reagere kører en beruset Jerry Lee en dreng ihjel. Brødrene flygter fra Reno, men er snart tilbage igen. Hverken på den ene eller den anden måde har de ressourcerne til at rive sig løs. Det er en på én gang trøstesløs og fortrøstningsfuld ballade om Frank og Jerry Lee, som Willy Vlautin har skrevet. Fuld af fine små portrætter og præcist tegnede scener, hvor virkemidlerne er få, men umiskendeligt musikalske. På et afgørende punkt adskiller Frank og Jerry Lee sig fra deres lige så fordrukne og retningsløse venner. De har hinanden, og de har noget særligt sammen. Jerry Lee kan tegne, og Frank kan fortælle. Når det hele ser for sort ud, beder Jerry Lee sin bror om at fortælle en historie. Og så slipper brormand ikke sjældent modstræbende og modløs fantasien løs, og snart glemmer de for en stund alt om blodspor i sneen, mavesår og selvmordstanker. Klarhed og ærlighed Det er meget rørende, hvordan disse røverhistorier fletter sig vej ind i brødrenes benhårde og råkolde dage og nætter. Rørende, men fuldstændig usentimentalt. Det er ikke for ingenting, countrysangeren Willie Nelson er deres store forbillede. 'The Motel Life' er fortalt i en tradition for down & out -litteratur, der har mere til fælles med realisterne John Fante og Raymond Carver end med beat-romantikeren Jack Kerouac. Alligevel er der en form for romantik. Den romantik, man finder, når der trods alt er en god melodi at hælde sit hoved til. Her er iscenesættelsen af stemmerne klar. Bogen er skrevet af Willy Vlautin, men den er fortalt af Frank, og de glimrende tegninger er af Jerry Lee. Der er en klarhed og en ærlighed i denne debut, der bringer den langt hinsides det umiddelbart sympatiske. Det er en pokkers god sang spillet og sunget uden en eneste falsk tone. Og sådan en lader ikke én uberørt.