Henrik Hohle Hansen fortæller eventyr, der bliver stadig kortere og skarpere. Hans ambition er nok, at det hele skal kunne stå på én linje! Nu gør han det korte kortere og det letlæste letlæseligere. Det magiske ler' er fem små eventyr om kærlighed - kærligt illustreret af Charlotte Pardi - og de er, som man siger ved bryllupper: noget gammelt, noget nyt; noget lånt og noget blåt. 'Det magiske ler' består af nye og gamle eventyr. F.eks. 'Prinsessen og den fattige dreng' fra samlingen 'Prinsessen og skopudserdrengen'. Titelhistorien er en rigtig Hohle Hansen med happy udgang. De lever ellers kun lykkeligt videre i to af historierne, forfatteren er nemlig ikke nogen hyggespreder, og det er hér, den blå stemning kommer ind. Fortælletonen er blid som hos en gammelfar, der har en rusten kniv i ærmet. Man er aldrig helt sikker. Men man bliver både klogere og underholdt. Nu i endnu kortere form.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























