Kosteligt nyt fra Marjane Satrapi

Lyt til artiklen

Det er næsten ikke til at tro, når man kun kender Iran gennem storpolitiske overskrifter; men landet er andet end krige med naboen, atomtrusler og religiøst mørke. Det er f.eks. mennesker, begavede og helstøbte, med drømme og håb, der minder utrolig meget om dine og mine. Det er en af de lærestreger, man får tydeligt tegnet ved at læse Marjane Satrapis grafiske romaner om hendes fædreland. Men heldigvis er denne opbyggelige oplysning langtfra bøgernes eneste kvalitet. Satrapi er først og fremmest en stor humorist, der ved, at kun den vittighed, der klinger i tragediens skær, er rigtig sjov. For det, vi griner ad i 'Broderier', er den kosteligt frigjorte snak omkring et dybt samfundstabu under Irans tåbelige præstestyre: kvinders seksualitet. I familie med Werdelin Efter et middagsselskab i begyndelsen af 1990'erne trækker mændene sig tilbage for at sove middagslur, mens familiens kvinder rydder af og derefter samles om samovaren til en »lang seance med ventilation af hjertet« om lyst og længsler, der rækker langt ud over romanens specifikke kulturgeografiske sceneri. Som mand er man virkelig blevet taget med på en lytter ind i dameværelset. Og det er sandelig hverken fodboldresultater eller holdopstillinger til Tour de France, der diskuteres her. Historierne er ikke så fjollede og letbenede som hos Bridget Jones; de er mere i familie med Nikoline Werdelin og Claire Bretecher. Men det er ikke karikerede historier; man fornemmer, at de har rod i et virkeligt liv uden for fiktionen. At fake en mødom Marjane Satrapis tegnestil er minimalistisk, som var det trætryk, men altid ekspressivt pointeret. Her er lige netop nok til at angive sindsstemninger, karakteristiske træk, rekvisitter og bevægelser. Resten foregår i hendes ferme samspil mellem tale og billeder. Her er historier om barnebrude, om naive mødre, der er ivrige efter at få deres døtre godt gift, og her er kreative løsninger på det penible problem at møde op til bryllupsnatten uden mødom - noget, der ordnes med 'Broderier', som titlen på bogen lyder. Men også overvejelser om vestlige mænd versus mellemøstlige, om fordele ved at blive gift flere gange eller blot at være elskerinde og helt slippe for alle mænds dårlige sider. Under denne frisindede samtale er kvinderne i Satrapis familie mindre undertrykte end den gennemsnitlige danske kvinde eller mand, for hvem emnet sex oftest er en uhåndterbar størrelse i samtalen mellem generationerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her