Den kinesisk-amerikanske Amy Tan brød igennem med et brag i 1989 med sin debutroman 'Klub Held og Glæde' om kinesiske indvandrere og deres baggrund. Siden har hun i en række underholdende romaner skildret sammenstødet mellem kulturer, og det gør hun endnu en gang i sin nye murstensroman med den ironiske titel 'At redde fisk fra at drukne'. Turisme er at tage nogen ved næsen En gruppe på tolv amerikanske turister skal til Burma - eller Myanmar, som de lærer, det hedder - for at se på buddhistisk kunst. Eller måske snarere: få en på opleveren. Deres rejseleder Bibi dør lige inden turens start, men hendes ånd er i helt konkret forstand med dem. Hun iagttager gruppen svævende over den i sin immaterielle tilstand, hvorfra hun kommenterer de vidt forskellige personers færden. Først, da de vil haste ud af Kina, der ikke lever op til deres amerikanske forventninger om luksus, og hvor de i øvrigt også har gjort sig helt umulige til den indfødte rejseleders fortvivlelse. Senere, da de ankommer til det Burma, de mener, er meget mere autentisk. Denne autenticitet er skabt af den opfindsomme småsvindler og hoteldirektør Heinrich, hvis forståelse af turisme er at tage nogen ved næsen. Ensidig horisont Med den overflyvende ånd Bibis tørre kommentarer har Amy Tan skabt en fantasifuld variant af den alvidende fortæller. De amerikanske turister er nærmest som børn, krævende og naivt tillidsfulde. De tolker alt ind i deres egne smalle forestillinger. De er ikke ude for et kulturmøde i egentlig forstand, for de kan ikke overskride deres egen tankegang. Det bliver fatalt for dem. Da deres rejseleder pludselig forsvinder, og de kører af sted i en faldefærdig lukket lastbil, tror de, at dette er en juleoverraskelse. I virkeligheden føres de dybt ind i junglen, hvor en karensk stamme har fået den opfattelse, at den unge mand Rupert er en reinkarnation af deres engang hvide leder, som de venter på skal vende tilbage. Misforståelsen er opstået ved, at et medlem af stammen har set Rupert trylle på et marked. Han kan få ting til at forsvinde! Satirisk talent På intet tidspunkt går det op for gruppen, at den er blevet kidnappet. De tror, at en kun tilsyneladende sammenstyrtet bro er grunden til deres månedlange ophold i primitiviteten i junglen, og mener, at de skal redde stammen, uden et fnug af en ide om, hvordan man hjælper befolkninger fjernt fra en selv. Romanen kan virke lidt langtrukken i begyndelsen, hvor man hurtigt fatter ideen med de dumme rejsende, men efterhånden udfolder Amy Tan et satirisk talent i skildringen af gruppen. Det virker, som om hun har moret sig med at skildre hele kidnapningsdelen, og den er fyldt af stof. En af de rejsende er blevet tilbage på hotellet på grund af tømmermænd, en kendt tv-journalist med et berømt hundeprogram, og han iværksætter en eftersøgning, der både viser, at han er et godtroende fjols, og meget morsomt skildrer, hvordan verdenspressen fungerer. Gør grin med vestlig turisme De reality-shows, turistgruppen og stammen ser i deres huggede batteridrevne fjernsyn ude i junglen, minder meget om deres egne oplevelser. Endelig kommer den bakterieangste Heidis mange rejseremedier til anvendelse! Og der vendes op og ned på positioner og personkonstellationer i gruppen ud fra særdeles forskellige personlige motiver. Romanen har som motto en sentens af Camus, der handler om, at »gode hensigter kan gøre lige så meget skade som ondsindethed, hvis de mangler forståelse«. Det er den kritiske klangbund i en meget morsom roman, der både gør grin med vestlig turisme, aftegner omridset af en fortabt stamme og udstiller østlig kynisme. Læs bogen, inden De tager på ferie!