Mias mor skal dø. Mia er rasende. De sidste uger bor de i sommerhus i Danmark, og her møder hun drengen Stian, hvis forældres ægteskab er stendødt. Stian vælger at gå i hi og blive nørd. Han laver lister og planer. Måske ville det hjælpe at tage en tur til Tyskland? Der er meget finfølelse over skildringen af de to, små, klemte skæbner. Når de nærmer sig hinanden, støder de på kanter og sorte huller. Var det ikke for det elskelige bøssepar, Håkon og Åke, er det svært at se, hvordan Mia og Stian nogensinde skulle være kommer til Hamburg med toget. Og hjem igen. Historien slutter med det uafvendelige og adskillelsen. Måske ses de aldrig mere. Men de fik slebet nogle kanter. Om smerte og ensomhed 'Den sommer vi klædte os nøgne' taler med to tunger. Formodentlig er drengens kapitler skrevet af manden og pigens af kvinden. Det gør ikke den store forskel, for både Mia og Stian er nemme at gennemskue. De gennemskuer også sig selv! Sorg og sommer og brune øjne. Da de endelig mødes uden tøj på, er det i så ekstravagante omgivelser, at alle andre historier om den første gang må blegne. Det er godt fundet på! Og lever op til Håkon og Åkes motto om, at 'kærlighed er altid udebane'. Bogen er en underspillet knytnæve om smerte og ensomhed. Altså livet. Dansk duo Vi kan i øvrigt også selv. Sidste år udsendte forfatterægteparret Daniel Zimakoff og Ida-Marie Rendtorff to bøger i denne samarbejdende genre. I 'Strømsvigt' skrev de fra hver sin ende og mødtes på midten. 'Langt ude' er hvert andet kapitel som i den norske. Den danske duo swinger bedst i henseende til håndværk og bredde. Men Uri og Svingen er vrede!