Dette er ikke en bog for muslimer og svinebaroner. For grise er hverken urene eller fabriksfabrikerede, de er den skinbarlige kærlighed: Engle i det paradis, som Jack Plum har skabt under huset. En kold tryne i nakkebørsterne På etagen ovenover findes helvede i form af fordrukne, rullestolsbundne mrs. Plum, som i 30 år har ladet sønnen vide, at det er ham, der med sit store hoved og vanskabte krop har ødelagt hendes liv og førlighed. Og nede ad trappen har misfosteret Jack - efter sin forsvundne fars vanvittige plan - udviklet grisepaladset, hvor han, ved at hugge den samme orne og levere den tilbage igen hos nabolandmanden, avler grisekuld efter grisekuld af musikalske og kærlige dyr, der bringer trøst til Jack og - da hun kommer ind i fablen - den tvære teenager Holly. Begge vanskabninger (Holly er barn blandt veludviklede klassekammerater) finder lykken her. Men som en kold tryne i nakkebørsterne mærker man, at det uskyldige liv har en udløbsdato. For omverdenens fordomme og seksualitet lurer uden for grisestien. Det gode misfoster Jacks forsvundne far, der stammer fra byen Eden (!), og til dels Hollys mor er de eneste gode mennesker i Kitty Fitzgeralds dystre roman. Alle andre er onde. Og alle ondskabers moder er mor, som blandt mange andre løgne fortæller, at Jacks far - det troløse svin - har forladt familien. Men har han nu også det? Også børnene i 'udenomsverdenen' er onde. Når Jack vover sig frem om dagen, slår de med stokke som transsylvanske bjergbønder i 'Frankenstein' eller godtfolk i 'Kasper Hauser' ned på det anderledes. Og det lykkes dem. Eller gør det? For Jack er, som misfostre skal være det, et godt misfoster og tager de andres skyld på sig - også forræderen Samanthas' - og vinder på sin egen måde. Stor gæld til grisene Er det så en fornøjelse at være med til at lukke ondskaben ind i paradis ved blot at vende siderne og tvinge handlingen frem? Nej. Er det gribende? Ja. Spænder Fitzgerald buen hårdt, når Jack som en Jesus-skikkelse til sidst fortæres af ... ja, gæt hvem, og skænker Holly evigt liv? Ja. Knækker buen? Nej. For det er en rørende dyrefabel med forbløffende facts om grise, skrevet i det poetiske sprog, som Jack har opfundet i 'bortetiden', som har slugt mr. Plum - far - og som spytter ham ud igen på en uventet måde. Og grise. Har vi nogensinde gjort os rigtig klart, hvor meget vi skylder grise? Litteraturen ikke mindst! Ganske køn gris Fra Jacks kælder til Hollys klasseværelse vælter grisene sig i verdenslitteraturens mudderpøl til trøst og undren, latter og englelyd. General Napoleon. Grisling. Og grisespædbarnet, som Alice i Eventyrland befrier fra den gale kokkepige: Hun »... satte det lille dyr ned på jorden og følte sig helt let til mode, da hun så, at det ganske roligt traskede ind i skoven. 'Hvis det var blevet større', sagde hun til sig selv, 'ville det være blevet et forfærdeligt grimt barn, men det vil jo sikkert blive en ganske køn gris'«. 'Griseriget' (smart oversættelse af 'Pigtopia') er en anderledes bog om et arketypisk monster. Og en magisk kærlighedserklæring til grise.