»På Sankt Joseph er jeg født«. Sådan lyder første linje i Bjarne Reuters nye novellesamling, 'Halvvejen til Rafael', der former sig som en rejse fra vugge til grav. Den begynder på det katolske hospital i Griffenfeldsgade (geografien spiller en rolle overalt i bogen), hvor de barmhjertige søstre knebler de nyfødte med gaze: »I gaze støbes angsten for ensomhed, tosomhed, mangfoldighed samt ikke at forglemme, længslen efter det tabte«. Født ufuldkommen Allerede som nyfødt erkender fortælleren, at han er født ufuldkommen, at der er noget, han mangler. Det viser sig at være et genkommende tema i novellerne: mennesker, der leder efter noget, som kan gøre livet helt. Og den dårlige samvittighed over ikke rigtig at kunne få det til at lykkes. Den ulige vej gennem livet Fra Sankt Joseph følger vi i sporet på fortælleren ud til hans hjemstavn, de københavnske forstæder Brønshøj og Husum, hvor Gud stikker sit skæggede hoved ned fra himlen. Vorherre gør det klart for drengen, der er på vej ind i puberteten, at livet er én lang eftersøgning. Gud er i det hele taget konstant til stede i de seks glasklare erindringsstykker først i bogen, som fører fra moders skød til syndefaldet med Jytte i Guds have, inde bag hækken i nummer 53. Guds udtryk er ikke den katolske liturgis kulde, nej, han ligner snarere den forurettede cykelsmed fra Husum Torv. Som en dreng, der tilhører efterkrigstidens »tandløse træuldskolonne«, må tvivle på er en retfærdig Gud. I en poetisk prosa, hvor brokker af halvtredsernes og tressernes skolelærdom, sange og bibelkundskab hele tiden presser sig på og vil ud, fremkalder Bjarne Reuter i de indledende noveller - som ubetinget står som bogens bedste - billedet af en følsom dreng, som ikke er født til at gå den lige vej gennem livet. Livet i selvskabsakvariet Men efter halvtreds sider knækker filmen: Novellerne skifter fra jegfortællerens perspektiv til tredjepersonsfortællinger med skiftende karakterer. Samtidig skifter Reuter fokus fra det indre liv til livets gang i det såkaldte selskabsakvarium, hvor små og store fisk holder rutinerne i gang. Kronologisk set tager vi et ordentligt hop frem til årtusindskiftet, og pludselig springer forfatteren ud som samtidssatiriker: »Hvad er det dog for en verden, vi lever i?«, spørges der flere gange i 'Jardin de Luxembourg', hvor et indolent par bliver vidner til en bombesprængning i Paris. Sataniske glimt Jo, det er såmænd en verden af fuldkommen selvoptagethed, hvor et forkølelsessår afholder én fra at tage del i verden udenfor. Hvor badeværelset er blevet det nye samtalerum. Hvor alt hørmer af Nærum Supermarked, selv om man er flygtet om på den anden side af pyramiderne, til Kairo. Der er små sataniske glimt i novellerne, men Bjarne Reuters evne til at spidde vor tids dårskaber står slet ikke mål med hans evner til at skildre det, der engang var. Bedst til barndom og alderdom Gudskelov løfter bogen sig igen i kraft af den sørgmuntre titelnovelle om to brøsige gamle knarke, hvem livet er gået forbi uden rigtig at have givet nogen store gevinster. Kort før lukketid forsøger de at redde sig til Paradis, byen Rafael, hvor der er vin, kastanjeøjede kvinder og sang. Deres gamle Consul Cortina brænder sammen halvvejs til Paradis, i en flække et eller andet sted på grænsen mellem det tidligere Østtyskland og Tjekkiet. Men også her, ved verdens ende, findes et øjebliks frelse. Bjarne Reuter er bedst til barndom og alderdom, og så må man tage de halvfems sider voksendom med, der ligger ind imellem. Når regnestykket gøres op, er bogen mere end halvvejs vellykket, og der er flere steder i forstæderne, jeg meget gerne vil forbi igen.