Nyt bind i serien 'Hemmelighedsfulde byer'

Tegning fra 'Den usynlige grænse'.
Tegning fra 'Den usynlige grænse'.
Lyt til artiklen

Kartografien er en forfinet kunstart, hvor verdens uoverskuelige uorden oversættes til en menneskeligt overskuelig orden. Men at forstå linjerne i et landskab og kunne se, hvor naturen og menneskene har sat sine spor, kan være et spørgsmål om liv og død. Oversættelsen fra den store skala til den lille er en filosofisk og politisk transition, der har sin oprindelse i krigskunsten. Kortet er blot et resultat, en sammenstykning af data, som er alt andet end blodfattige. Det er den lære, som den unge vordende mesterkartograf Roland de Cremer må drage i Schuiten og Peeters nye, smukke udgivelse på dansk i serien 'Hemmelighedsfulde byer'. Frugtesløst ødeland Sodrovno-Voldachien har fået en ny stærk politisk leder, der med landets enorme kartograficenters hjælp vil bevise, at han har historisk ret til at annektere fyrstendømmet Muhka i et nyt Storsodrovnien. Projektet øver vold på den akademiske kartografi, men det er for intet at regne mod den vold, som følger i dets fodspor gennem byerne og landskabet. En enorm mur rejser sig efter en maskinelt (læs: ondt) draget grænse tværs gennem landsbyer og marker, og et frugtesløst ødeland med uendelige kirkegårde rejser sig i murens skygge. Persontegningerne halter Roland de Cremer forsøger at stoppe vanviddet med de eneste midler, han har - evnen til at læse kort. Men han fortabes i labyrinten af skalaforhold mellem kort, modeller, bygninger og virkelighed, så et tilfældigt modermærke på balden af en glædespige bliver taget for løsningen på den historiske grænsedragningsstrid! Kartografi er ikke nogen tør og støvet videnskab i hænderne på Schuiten og Peeters. Til gengæld halter persontegningerne som altid lidt både i Peeters fortællinger og i Schuitens streg. Selvskabte labyrinter af sten og glas Det er den smukt farvelagte scenografi i støvede, rødtonede jordfarver, landskabet, bygningerne og de imponerende nostalgiske maskiner, der er de egentlige hovedpersoner og grunden til at læse 'Den usynlige grænse'. Det er ikke nødvendigvis skidt. Det er ikke psykologisk realistiske fortællinger om moderne mennesker, der er målet med historierne i serien om 'Hemmelighedsfulde byer'. Fokus er derimod altid på det kvalfulde forhold mellem disse kødelige skabninger og deres selvskabte labyrinter af sten og glas.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her