På sin 15-års fødselsdag gør Siggi oprør mod sit kendte sangerforældrepar: Til deres bestyrtelse meddeler hun dem, at hun ikke vil følge i deres syngende fodspor. Men ikke nok med det, på bedste melodramatiske teenagevis fortæller hun dem, at hun hader dem, ønsker dem døde. Keld & Hilda De skuffede forældre - beskrevet som en slags musicalscenens svar på Keld & Hilda Heick - sætter sig ud i deres bil og kører sig ihjel. Og hurra for det, fristes man som læser til at råbe. For i en tid, hvor megen dansk kunst handler om den højere københavnermiddelklasses livtag med kønsroller, karriere, kærlighed og - ikke mindst - kedsomhed, kunne det være befriende med en roman, der tør tage afsæt i det usædvanlige og dramatiske. Umoden fortælling Problemet er bare, at det dramatiske ikke udnyttes nævneværdigt - hverken i formen, sproget eller selve historien. Gennem hele fortællingen gives der en underligt flad og overfladisk behandling af det dybt alvorlige. Ja, vel reagerer teenageren Siggi traumatiseret af forældrenes død. Men det er ved at tie, og de indre monologer, beskrivelserne af hendes sorg og skyldfølelse er underligt blottede for indsigt. Der er tale om en teenager, der i løbet af romanen når en form for voksenalder. Men fortællingen modnes ikke. Og læseren - i hvert fald denne - lades skuffet tilbage, hverken berørt eller særlig meget klogere. Taler og taler og taler 'Siggi' kunne have været et meget spændende og modigt fortælleprojekt om emner som sorg, kærlighed, død, seksualitet og - qua Siggis operettesyngende ophav - kunst. Men romanen er som en skala, hvor den sidste tone mangler: Man hænger afventende og utilfredsstillet, når man har læst bogen til ende. Meget ville kunne være tilgivet, hvis sproget havde været noget at råbe hurra for. Men 'Siggi' skæmmes af lange, docerende passager, hvor folk taler og taler og taler - undtagen hovedpersonen, der først på side 141 tøvende oplader sin røst efter skråsikkert at have forbandet sine forældre på side 11. »River breve itu«? Beskrivelserne er ofte sært patetiske, banale og klichefyldte. Tag for eksempel denne stinker: »Blomsterbuketter og kranse lå i en lang guirlande ned ad kirkegangen ..., et tæppe af livets sidste hilsener«. I en bog, hvor der er så megen snak, er det også et problem, at dialogen generelt er utroværdig: »(...) jeg ved ikke meget, for mor river hans breve itu«, siger en af hovedpersonens veninder, da de unge en spontan hyggeaften på et af værelserne fortæller hinanden, hvorfor de er på kostskolen. »River hans breve itu«!? Hvilke teenagere har talt sådan siden dem, der var samtidige med Strindberg? Usaftigt melodrama Forudsætningen for at kunne fortælle er, at man har noget på hjerte. Og det har Birgit Pouplier. Men hun skærer tingene ud i pap. Når man vælger at lade en hovedperson være datter af et kendt sangerpar, lader dem køre i døden på hovedpersonens 15-års fødselsdag, lader hende blive gravid med sin kostskolelærer og lader en af hendes veninder begå selvmord, så forpligter det til at gå ordentligt i dybden med nogle af de spørgsmål, store livsdramaer nødvendigvis afføder. Som historien foreligger her, er dramaet blot distraherende, fordi det ikke rigtig bruges til noget. Det hæmningsløst dramatiske anslag er modigt. Men selv om man som læser har hele sanseapparatet lige så åbent, som hovedpersonen har sit skød i nætterne på kostskolen, så er og bliver bogen - desværre - et usaftigt melodrama, der ikke spiller.