'Og halsen af en svane', hedder bogen. Med en undertitel, som er for beskeden: 'Stumper' af en roman. Stumper er et forkert ord - det angiver noget klodset og ufuldkomment og eftersøger helheden, men Inge Pedersens roman er ikke ufuldkommen, den er præcis og bevidst om sig selv og om de erindringsglimt, den tilbyder. Tæt og ærligt erindringsstof Mellem linjerne handler den om alt det, der tilsyneladende mangler, nemlig den voksne erkendelse af bevidsthedsindholdet, ordnet, samlet og fortolket. Men dette er barnets erindringsstof, helt tæt og ærligt husket, hvad der er noget af en præstation: Inge Pedersen er født i 1936. Det er krigens tid et sted oppe i Nordjylland, Inge Pedersen husker. Hendes far er brandmand, hendes mor er huslig og flittig, og den lille pige tilsyneladende enebarn, måske derfor så tænksom, selv om hun ikke tilkendegiver sin tænksomhed, men udleverer den. Barnets verden er fysisk og meddeler sig i små kapitler, som sammenfatter det vigtige i erindringen. 'Og halsen af en svane' - det er en morbror, som har en død svane med sig på cyklen. »Dens lange hals hang slap ned over bagagebæreren, og det ene øje stirrede, det andet var faldet ind i egerne og blev drejet rundt. Der dyppede dynd ud af det gule næb«. Usentimentale beskrivelser Men fordi synet er så prægnant, glemmer den lille pige det igen og fortæller en passant om, hvad hun syslede med den næste morgen - hun har kig på en skrubtudse, der vralter frem, og hun pirker til den med en pind og sveder og fryser, mens hun iagttager dens skind, som er for stort, hun kan flytte det frem og tilbage med pinden hen over skrubtudsens knogler, når hun pirker med pinden. Er svanen glemt? Nej, læseren ved, at den kommer tilbage. Den hænger nu på et søm, som er sat fast oppe under taget. »Vingerne hang, næbbet gabte, og nu var begge øjne blevet knust inde i min morbrors cykeleger«. Og kapitlet fortsætter helt usentimentalt med en dagligdags voksende gru, som ender med ... »jo, prøv nu, det smager som kylling«. Det var den dag. Rammer noget essentielt Men egentlig er der ingen som helst bevidst gru over disse erindringer, som kun er forfærdede over barndommens enorme bjerg af viden og følelser, som alligevel er udhulet af alt det voksne udenom, som kun anes og mistolkes. Ansigter, hud, hår, stemmer, mad, ekskrementer, små og store dyr, farver, angst og mørke, familie, mor, far - dele af summen af barndommen. Pigen fortolker ikke, og hun psykologiserer ikke - hun iagttager og registrerer, somme tider med undren, men aldrig med de fordomme, som hører voksenalderen til. Inge Pedersen har ramt noget essentielt i vores opfattelse af barndommen som en livsfase, der naturligvis gradvis overtages af de voksne, men som først og fremmest er isoleret, fortrængt, evigt tilbagelagt og ensom. Små præcise trin Med tiden får pigen et forhold til ord, måske et forvarsel om hendes senere forfatterskab (som omfatter digtsamlinger - man får lyst til at stifte bekendtskab med dem!). Det er besættelsestidens ord som stikker og illegal; ord, der stritter og stikker i munden som åbne sikkerhedsnåle. Det er dobbeltord som M oses, der både er en bibelsk skikkelse og en varmedunk. Det er begreber som at gå under jorden - en uforståelig gang, hvorhenne? - eller ordet miner, som får tungen til at smage af jern. Bogen er ikke lang, og dens kapitler er små og selvfølgelige. Koldt, varmt, vådt, tørt, små præcise trin ind i eftertiden, som lover en større lytteevne for selve sprogets fortætninger og sange. Inge Pedersen er en stor fornøjelse at læse.