Glem Mona Lisa. Efter århundreder som Leonardo da Vincis mest berømte maleri er kvinden med det mystiske smil i det 21. århundrede blevet slået noget så eftertrykkeligt af 'Den sidste nadver' i Milano. Efter Dan Browns multi-mega-mamba-bestseller er 'Den sidste nadver' formentlig blevet gransket mere end noget andet maleri i historien for skjulte spor af en skummel kristen sammensværgelse. Maleriets ubestridelige kvaliteter til trods kunne man undskyldes for at mene, at lige dén kunstneriske kilde til litterære detektivhistorier var blevet suget godt og grundigt tør. Men man ville tage fejl. Dan Brown skrabede kun overfladen Tro det eller ej. Dan Brown skrabede kun overfladen af de mulige tolkninger og mærkelige motiver i 'Den sidste nadver'. I 'The Secret Supper' går den spanske forfatter Javier Sierra indtil flere lag længere ned i de mulige tolkninger. Her er det ikke længere bare identiteten af den overraskende langhårede og mildt udseende discipel til højre for Jesus, der interesserer os. Denne gang er vi helt nede i ansigtstrækkene på de enkelte disciple, hvem der har stået model til dem, deres indbyrdes placering, dugens folder og valget af madretter på bordet. Samt maleriets højde, placering, finansiering, ja, selv maleteknikken og selve malingen analyseres og fortolkes. Skjult hyldest til den kætterske tro? Ligesom hos Brown er vi som læsere med på en gætter, men denne gang foregår handlingen så at sige på gerningstidspunktet, mens Leonardo stadig er ved at male 'Den sidste nadver'. Symboldetektiven er derfor ikke denne gang en attraktiv Harvardprofessor, men i stedet fader Agostino Leyre, en dyster og asketisk inkvisitor fra Rom, der er draget til Milano for at afdække, om Leonardo vitterlig er en trussel mod den katolske kirke. Ikke på grund af forbindelser til Tempelherrerne. Spørgsmålet i Sierras roman er, om Leonardo er kathar og for næsen af kirken, ligefrem i en kirke, er ved at male en skjult hyldest til den kætterske tro. En lang og snirklet proces Katharerne, tænker De måske, hvordan var det nu lige det var med dem? Det vil De blive betydelig klogere på, men grundlæggende var katharerne en alternativ kristen trosretning, ikke langt fra gnostikerne, der blev brutalt kvast af kirken i det 13. århundrede. Men overlevede den alligevel i det skjulte, og er truslen mod kirkens monopol og integritet desto større? Det er det, der bekymrer den gode fader Leyre, som han kæmper med at forstå Leonardos maleri. En lang og snirklet proces, som fører ham igennem længst glemte kirkestridigheder, snesevis af skumle koder, bibelsk numerologi, jødisk mysticisme og tarokkortenes gåder. Gåde-guf Lettere bliver opgaven ikke af, at han og hans overordnede også skal manøvrere i pavestatens egne intrigante magtspil, der omfatter alt fra verdslig magt til pavens overbevisning om, at han nedstammer i lige linje fra de egyptiske guder. En lidt sælsom stamtavle for den hellige fader, men det var, som Javier Sierra tydeligt får beskrevet, i høj grad andre og mere overtroiske tider. Så er man til religiøs historik og synes, at gamle gåder og skjulte spor er sagen, kan man roligt tage fat på 'The Secret Supper'. Af uransagelige grunde er historien indpakket i en ligegyldig rammefortælling, men bortset fra det fejlgreb holder Sierra fanen højt bogen igennem. Cliffhangers a la Dan Brown skal man ikke forvente, men til gengæld leverer Sierra en lidt mere troværdig dialog og personskildring. Løsningen er som næsten altid mindre interessant end gåderne undervejs, men det passer jo glimrende til tidens mantra om, at det er processen mere end endemålet, der er det afgørende.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























