Hestetyven - stemningsfuld og atmosfærisk politikrimi

Lyt til artiklen

»Kommunisterne var ikke demokrater. Det var sikkert og vist. Men Danmark var et demokrati ... måske ikke så meget lige for tiden ... men enhver kunne da stemme på det parti, han foretrak«. Sådan tænker den sympatiske og retlinede strømer, Poul Bjørner på sin sorte cykel på vej hjem igennem byen. Her i slutningen af juni 1941, hvor Nazityskland er gået ind i Sovjetunionen og den største skamplet på vort demokrati og dets grundlov er i fuld gang. Nemlig arrestationen af danske kommunister. Underholdende Bjørner er som kriminalbetjent sendt i byen for at hente og anholde en af slagsen. Og om han gør det, hvordan og hvorledes røbes i Ole Frøslevs velskrevne andet bind om forbrydelse, opklaring og straf under besættelsen 1940-45, 'Hestetyven', som er mindst lige så underholdende og spændende som første bind i serien, 'Den grønne bar.' Mindst. Som om intet er sket 'Hestetyven' er dække for en led fribytter, forbryder og stikker for tyskerne. Under et sammenstød i vinteren 1940 i Glacis-kælderen ude på Østerbro i København slår han i selskab med værnemagten og et par piger en dansker ned med en ølflaske, så stakkelen siden dør af kraniebrud. Bjørner ankommer med sine kolleger, men Hestetyven er for længst redet over alle bjerge. Og disse bjerge hedder Hotel Cosmopolite, siden Dagmarhus og Politigården, vor drabsmand arbejder for tyskerne ude i den danske virkelighed, som stadigvæk forsøger at fungere, som om intet er sket - ud over tyske soldaters opdukken i gadebilledet. Og at statuen af den jødisk-danske forfatter Goldschmidt bliver skændet og væltet ude på Frederiksberg. Veldrejet krimiroman Bjørner og hans overordnede giver ikke op. Ret er ret, og lov er lov, og den skal holdes. I et år er de på sporet af Hestetyven, samtidig med at de opklarer en sag med en pyroman, som stifter brand rundt omkring i byen. Undervejs erkender Bjørner og co. at det bliver sværere og sværere at være et retskaffent politikorps, med mindre du er nazist, og dem er der en del af i korpset. Endog højt oppe i hierarkiet. Ole Frøslev har gjort det igen. Skrevet en stemningsfuld og atmosfærisk politikrimi med rod i det Østerbro, som også undertegnede holder af for brokvarterets bebyggelsesmæssige sammenrend af slummens lejekaserner og så en ridesti på boulevarden til det bedre borgerskab! Helt ned i detaljen - at man den gang kastrerede forbrydere for et godt psykiatrisk ord og spiste sagosuppe med svesker - flettes et stykke kulturhistorie til en veldrejet krimiroman. Retromode, javel, men på den fede måde i realistisk balance mellem nostalgi og nøgternhed. Den er i vinkel, dame - som svajeren råbte til overklassedullen den gang i 40'erne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her