Det er ikke til at vide, hvad får tænker. En overfladisk betragtning kunne sikkert forlede nogle til at tro, at der ikke foregår så frygtelig meget inde i de små uldne hoveder. Det ville være en stor fejl. Fårenes uudgrundelige ydre dækker over mængder af tanker, hvoraf de fleste ganske vist er ret enkle og mest omhandler græs, mens andre faktisk er ret raffinerede og handler om livet og døden, retfærdigheden, sjælen (som bor i lugtesansen), de store fremskridt, som menneskene utvivlsomt ville kunne gøre, hvis de dog bare kunne bekvemme sig til at gå på alle fire, fordele og ulemper ved at være flokdyr, sådan som alle mennesker og de fleste får er det, og om glæden ved gode historier. Hvem skal nu tælle os? Det er selvfølgelig muligt, at fårene i Glennkill simpelthen er kløgtigere end de fleste af deres artsfæller, men som Leonie Swann beskriver dem, forholder det sig snarere sådan, at de er så heldige - hvis man kan kalde tabet af en kær hyrde for held - at opleve udfordringer, som stimulerer dem til at realisere deres fulde intellektuelle potentiale og finde ressourcer af mod og handlekraft, som de ikke anede, at de rummede. En morgen finder fårene (hvoraf mange i øvrigt er opkaldt efter personer i engelske roman- og gyserfilmklassikere) deres gode hyrde George død, gennemboret af en spade. Fårene undrer sig, og nogle af dem kan godt se, at tabet af George vil skabe nogle praktiske problemer for dem: Hvem skal nu tælle dem, give dem kalciumtabletter, føre dem på græs og tilbage i stalden osv.? Litterære får Det varer dog ikke længe, før de fleste enten falder i søvn eller fortaber sig i det gumleri, der lægger beslag på størstedelen af deres vågne tid og på de fleste af deres drømme. Nogle enkelte af fårene, i særdeleshed Miss Maple, hvis Agatha Christie'ske navn skyldes hendes forkærlighed for ahornsirup, og som er almindelig anerkendt som det klogeste får i Glennkill og måske i hele verden, er dog ikke til sinds at lade sagen ligge. Miss Maple vil finde ud af, hvem der tog livet af deres George og hvorfor. George plejede at læse højt for sine får, og Miss Maple og hendes flokfæller har derfor en solid litterær bagage, som bl.a. omfatter en serie kærlighedsromaner, en uhyggelig bog om fåresygdomme og en halv kriminalroman. Læsningen har givet fårene et ordforråd og begrebsapparat, som nok er sjældent blandt klovdyr, og som kommer dem til stor nytte i deres bestræbelser på at opklare den gruelige forbrydelse. Morsom stiløvelse Så kloge og ivrige fårene end er, er deres greb om menneskenes sprog og sære måder at indrette sig på dog ikke ganske fyldestgørende, hvilket somme tider bringer dem ud i nogle ret afsindige, men ifølge fårenes krøllede verdensbillede strengt logiske fortolkninger. Fårenes ræsonnementer og filosofiske overvejelser udfoldes med stor loyalitet og megen humor af Leonie Swann (f. 1975), som med imponerende konsekvens præsterer at vise læseren verden, som den ser ud, og ikke mindst som den lugter, for et får. Det er i sig selv en morsom stiløvelse, som Swann gennemfører med stor elegance, men derudover lykkes det hende faktisk også at fortælle en både spændende og morsom krimi i interessante omgivelser og at befolke den med personer, som alle synes at gemme på mere eller mindre dunkle hemmeligheder, som kommer frem, efterhånden som fårene opdager, hvor meget man kan få at vide, hvis bare man er opmærksom. Det siger sig selv, at fårene og den menneskelige læser gennemgående får noget helt forskelligt ud af deres iagttagelser, og det er en god pointe; det kunne være interessant at læse bogen højt for et par kloge får og se, hvad de kunne få ud af den. Danske får vil utvivlsomt nyde Hanne Lunds elegante oversættelse.