Når man befinder sig på den kølige materialismes breddegrader, kan det være svært at omstille sig til en tid og et landskab, hvor livet går ud på at dø med manér og indtil da om at være fattig på den fede måde. Om at arbejde i sit ansigts sved, bygge op og skrabe sammen med rank ryg og sammenbidt mine - tilsat en lille smule snyd i bedste og mest pittoreske mafiastil. Den franske dramatiker og romanforfatter Laurent Gaudé er faldet pladask for den syditalienske modus vivendi og øser i 'Familien Scortas sol' - for hvilken han har modtaget den prestigefyldte Goncourt-pris - af sin rørende passion. Og man skal da også kun have været på en enkelt campingtur til støvlelandets solbrankede skønhed mod syd for at følge forfatteren i hans kærlighed til et stoisk folkefærd og dets særegne, barkede charme. Her holder man sammen over en grydefuld pasta i oliventræets skygge, her er familien alt og kirken snarere et vilkår end et valg. Her udgør landsbytorvet scen en, resten af verden er rygter, dårlige nyheder og forbudte drømme. Dødsscener, der vil noget Gaudé følger en slægt i 4-5 led fra 1875 og godt 100 år frem. Familien Scorta med kvinden Carmela som en slags førstestemme, hvis tale afbryder den alvidende fortællers strøm. Hun og hendes brødre tager som halvstore, ludfattige børn den lange rejse til Amerika med båd fra Napoli tur/retur. Hvorfor de vender hjem, og hvordan de kommer til (lidt) penge, bevarer hun som en hemmelighed for familiens efterkommere. Og hurtigt bliver hemmeligheden med dens sprængfarlige cocktail af skam, skyld og hævn romanens drivende kraft. Med et virvar af onkler og nevøer og smukke kvinder med øjne som funklende stjerner på den apuliske nattehimmel flytter tiden sig i ryk med dødsfaldene som væsentligste pejlemærker. Gaudé er knippel til at skabe dødsscener, der vil noget - måske især på et filmlærred eller en teaterscene - tænk at blive opslugt af jordens indre ... Meget latinsk, katolsk, viril Romanen er fyldt med formuleringer som »med den fattiges grådighed«, »i sit ansigts sved«, »at være en mands kvinde« og replikker i stil med: »Du er intet, Elia. Jeg er intet. Kun familien tæller«. Hvis man er til den slags stovt tale, er 'Familien Scortas sol' en sand sluger. Hvis ikke, melder irritationen sig midtvejs. For 'Familien Scortas sol' er meget latinsk, meget katolsk, meget viril - Laurent Gaudé som fortæller rigtig meget macho. I efterordet udtrykker forfatteren sin glæde ved at rejse i Italien, og det er måske netop denne kulturturistens betagethed, der skaber afstanden til romanens figurer. De står der i landskabet som karismatiske statister, men deres historie forbliver distant som historien om nabofamilien eller nabolandet - bella Italia.