Når Jon Ewo får fat i en læser, så slipper han ikke igen! Alle dumme undskyldninger med at man skal hjem og spise, til håndbold eller bare er træt, har han kun foragt tilovers for. Han har nemlig nogle ord - temmelig mange - der skal ud. En historie, der skal fortælles. Han rusker i dig. Lyt! Og hvem tør modsige den tidligere bassist i norsk punks stolte band Nakkeskuddet? Omklamringen er total, og sømmet er i bund i romanen 'Sort. Og cirka hvidt'. Jon Ewo fortæller den samme historie - om mobning - i to udgaver. Deraf titlen. Og han lægger så mange antydninger, (bange) anelser og præcise spor ud, at man atter en gang bliver revet med af ordfossen. Hvad sker der dog i lillebyen Kepler med et tårn fra middelalderen? Og hvordan kunne det komme så vidt? »Hæng på!«, råber forfatteren oppe foran. Ondskab og offerroller I den første, sorte udgave går det grueligt galt, da et livslangt mobbeoffer griber sin fars riffel. Drengen Jo har fået nok. Han vil have hævn. Normalt hænger han ud med mobbekollega Ben over et japansk samuraispil omgivet af titusind nullermænd. »Vi skal ikke blive som dem«, plejer han at sige. Men det bliver han. Jon Ewo stopper filmen i sidste sekund og tager den én gang til. Nu skrider historien anderledes frem, fordi de to bliver til tre. Pigen Tam er selvvalgt mobbeoffer, siger hun. Hun siger heller ikke undskyld. Mindst vred er Ben med psoriasis. Jon Ewo har selv prøvet det, fortæller han til sidst. Bogen er meget bevidst skrevet som en variation over temaerne ondskab og offerrolle. Den viderebringer den tunge følelse af at være udenfor, og hvordan man vænner sig til den daglige dukkert. Når elastikken så springer, bliver hævnen blind. Forfatteren kommer frem til, at vi har begge sider i os. Så han ender i det grå. Skæv tone og energi Sproget er hæsblæsende og direkte. Her sparkes røv! I førergreb gelejdes læseren rundt i en verden, hvor skolen er nådesløs, forældre fraværende og ondskaben kontant. Tilsat et endeløst flimmer fra computerspil og tv-serier. Det virker nutidigt med al den teknik, men det forvirrer også i forhold til al den opsparede vrede og sorg, som forfatteren lægger i historien. Men sådan var det også med punken. Den skæve tone er med til at øge energien!