Hvad gør en krimi god? Det er lidt lige som at beskrive, hvordan en elefant ser ud. Det er svært at forklare, men man er aldrig i tvivl, når man har en foran sig. Så er det straks meget lettere at pege på svaghederne i de krimier, som ikke kommer helt op og ringe. Såsom Rolf Boysens fjerde roman 'Rodinas Brigade'. Plottet holder Den ligger lige på vippen mellem det middelmådige og det gode og er flere gange på nippet til at tippe i den rigtige retning. Plottet holder for eksempel rigtig godt. Nogle sovjetiske hardlinere forudser USSR's kollaps, og mens der stadig er tid og ressourcer, opbygger de en lille hemmelig arme i USA til at forsvare Moder Ruslands ære, hvis det senere bliver nødvendigt. Koblingen med 11. september og miltbrandbrevene kort efter er også godt tænkt, og heller ikke når det gælder det tekniske, har Boysen problemer. Hverken med at få historien til at hænge sammen eller forklare de snirklede elementer i den amerikanske og russiske efterretningsverden. James Bond-stilen går ikke Der, hvor Boysen ikke leverer varen, er, som så ofte i krimier, i personskildringen og dialogen. Hovedpersonen, den danske CIA-mand Peter Holst, er nogenlunde troværdig, men langt de fleste bipersoner er uhyre karikeret. De onde er virkelig onde, gerne så onde, at man kan se det på dem. De rige er jævnt hen nogle iskolde bananer, der ikke har noget tilovers for andre end sig selv. Og de gode er gode helt ind i marven, svigter aldrig en ven i nødens stund og har tonsvis af is i maven. Selv når verden er ved at falde sammen om ørerne på dem, og hundredtusindvis af amerikanere står over for at blive myrdet, har de overskud til at tage en god sjus, le og snakke lidt om kvinder. Det fungerer for James Bond, men ikke hvis man forsøger at skrive en realistisk krimi. Middelmådig Og så må man erkende, at det er ualmindeligt få mennesker, der kan skrive troværdigt om kærlighed, og at krimiforfattere typisk ikke tilhører denne eksklusive gruppe. Heller ikke Boysen, der bliver ved klicheerne. 'Rodinas Brigade' er en udmærket thriller, man er jævnt hen underholdt og fra tid til anden decideret spændt. Det er bare fandens ærgerligt, at den ikke kommer helt op at ringe.