Ud at læse med ulandsorganisationen Ibis

Lyt til artiklen

Om efteråret kan danske børn hygge sig i skolen med ulandskalenderen, der udgives af Danida. Normalt sender man en velrenommeret forfatter til Langtbortistan - senest var Kåre Bluitgen i Burma - og herfra udspringer så en historie. Disse rejser har kaldt det bedste frem i flere forfattere. Så bliver det forår, og ud springer nu på fjerde år LæseRaketten, som opsendes af ulandsorganisationen Ibis med støtte fra stat og forlagsbranche. Solidaritet i stort oplag LæseRaketten er en samling historier, billeder og fakta, som foræres gratis til (i år) 128.000 børn. Fredag før påske letter raketlæsningen i de tusind klasser. I år samler man ind til skoler i det nordlige Ghana. Tegnere og forfattere har naturligvis gjort det gratis. Lige fra Jens Kovsted til Dorte Karrebæk. Selve raketten er i nøjsom hefteform på groft papir og uden de store dikkedarer. Det ligner solidaritet i stort oplag. Vidste du, at hvert syvende barn i verden ikke går i skole? Man mærker hensigten - og bliver ikke forstemt. For nemheds skyld er bidragene inddelt i forskellige trin. Ved lanceringen af årets LæseRaket er Lene Kaaberbøl kommet med det ultimative argument for at læse: »Med den rigtige bog i hånden kan du reparere en bil. Eller ændre dit liv«. Selv åbner hun bogen med en lidt ujævn fortælling, der bastant blander nutid og fremtid. Det virker, som om bidragyderne har haft frie hænder til at fabulere over lyst og læring. Tilpasset de lærerløse landsbyer Nærmest støtteområdet kommer (naturligvis) Charlotte Blay. Hun har været alle steder. Og hun kan huske fra sin tid i Ghana de små morgenritualer med at hente komøg til myretuen og fodre hønsene med gårsdagens kokasser. Hun ved også, hvad en cykel betyder, så 'Høvdingecyklen' er en rigtig historie fra de varme lande. Daniel Zimakoff bliver på Valby Bakke. Han ryster endnu en hverdagsskildring ud af ærmet med sødme og overraskelser, som kun han kan gøre det. Jens Kovsted har tydeligvis tænkt over de lærerløse landsbyer i det nordlige Ghana og har derefter konstrueret robotten MAT, der kan undervise i alt fra istid til isfugl. Det er en usædvanligt underholdende fortælling, der er muntert illustreret af Claus Rye Schierbeck. Absurd men sandt Iselin C. Hermann er med. Og Merlin P. Mann. Også denne udgave af LæseRaketten er nemlig et fint showroom for, hvad der er fremme i læsebrillen inden for børnelitteraturen. Til sidst - på øverste sværhedstrin - kommer så Louis Jensen, der ellers er så nem. I 'Ræven' fortæller han blot om et stort hoved af metal ude i skoven, som man kan grave fri og kravle ind i - igennem munden - og oppe i hovedet er der et helt bibliotek. Og ræven er med hele vejen, selv om den er sky. Resten af mennesket ligger stadig med jord oven på sig ude i skoven. Skulle det være svært at forstå? Cato Thau-Jensen har tegnet til. Danske børn ved godt, at den er gal. De ved også godt, at de lever i Slaraffenland. Det er næsten absurd, at ved at læse i en bog, de har fået gratis, hjælper de børn ude i verden til at komme i skole!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her