På dokumentarfilm-festivalen i Odense i fjor blev Lars Johansson belønnet for filmen 'Den tyske hemmelighed' om en barsk krigsskæbne: En dansk kvinde, der bliver født i et amerikansk fængsel i Tyskland i 1946, vokser op som 'tyskerunge' hos sine morforældre i Skanderborg - og sent går på jagt for at forstå, hvorfor hun blev forstødt af sin mor efter dennes kærlighed til en tysk officer. I dag debuterer den 57-årige instruktør skønlitterært med denne mastodont-roman om moderens skæbne, suppleret med indlagte fotos, der tydeligvis har antændt hans fantasi. Den bruger han så til at udfylde hullerne mellem billederne. Derfor genrebetegnelsen: roman. Holder kærligheden varm Starten er et kup: Den 25-årige Signe Gondrup er i februar 1945 på vej med et troppetransporttog ned gennem det knuste Tyskland, da hun ser en uforklarlig glød ude i mørket. Gløden vokser og viser sig at være det brændende Dresden efter det allierede totalbombardement. Signe slipper gennem infernoet, og i flashbacks formidles forhistorien om den nygifte Silkeborg-kvindes forelskelse i den tyske officer Felix - gudesmuk gymnast, maler og verdensmand, men ak, med kone og tre børn hjemme i Tyskland. Signe separeres fra sin radiotekniker og lever sammen med Felix, og da han i 1943 flyttes til det tyskbesatte Böhmen som driftsleder på en våbenfabrik, holder de kærligheden varm via stakåndede telefonsamtaler, mens hun lever isoleret som paria. Krigsforbryder Da Felix' kone dør ved et luftangreb, rejser Signe ned til ham med 5.000 kroner i en hatteæske som startkapital på deres nye liv sammen. Mirakuløst finder hun ham, får god kontakt med hans børn og prøver at overleve der Untergang. I april 45 flygter de vestpå fra russerne til Niederbayern, i kamp mod allierede jagere, flygtninge, tyske desperados, tjekkiske partisaner og SS-grupper, der klynger 'forrædere' op. Signe er interessant som tidstype ved, at hun allerede før besættelsen er betaget af Det Nye Tysklands stålvilje og fremskridtstro. Denne »rislende fascination« overfører hun på Felix, og de deler til det sidste troen på Tyskland som stedet for Det Nye, Det Absolutte, det neuropæiske skæbnefællesskab, begge villige til at acceptere de ukendte omkostninger for at »kunne høste frugterne af fremskridtet«. Felix går i sort ved Hitlers fald, men de omstiller sig, da Ami'erne kommer med deres jeeps, cigaretter og swingmusik, og fungerer som tolke. Så en dag henter MP'erne Felix, hun ser et glimt af ham i en interneringslejr, før han forsvinder - viser det sig - i et tjekkisk tugthus som krigsforbryder. Stunde Null Det er Signes egen 'Stunde Null', mens hun leder efter Felix, prøver at redde sig igennem med amerikanske beskyttere og gradvis fatter, hvad der er sket i de tyske udryddelseslejre. Men hun voldtages af en amerikansk officer, bliver gravid, og efter halvandet år i amerikanske fængsler hutler hun sig igennem i farezonen mellem prostitution, sortbørs og narkohandel, før hun i 1947 slipper 'hjem' til Danmark. Efterskriften meddeler, at Signe blev anholdt ved ankomsten til Padborg og fik et års fængsel for påstået 'angiveri'. Hun overgav den uønskede datter Kirsten til sine forældre, levede resten af sit liv i udlandet og genså aldrig Felix. Stort tænkt - næsten for stort Det er en fantastisk historie om betagelse og overlevelse mod alle odds, og Lars Johansson spiller på hele klaviaturet af drama og indlevelse i Signes skæbne og i de miljøer, hun som skibbruden manøvrerer rundt i. Han har researchet grundigt, og alt fastholdes sanseligt, fra Signes storgermanske orgasmer til dagliglivets ritualer i Tysklands overgangsår. Det er stort tænkt. Næsten for stort, i al fald for langstrakt. Johansson administrerer flot sin ambitiøse komposition, med drejebogsangivelser af tid og sted, men lovlig meget drukner i gentagelser og omsvøb over de 600 tungtlastede sider. En stramning ville have gjort underværker. Især sidder man tilbage med den følelse, at hvis dette hidtil ubeskrevne deldrama i det store krigsdrama er så autentisk, som det antydes, så havde det fortjent en mere dokumentarisk form.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























