Jeg havde for nogle år siden lejlighed til at interviewe den store svenske forfatter Kerstin Ekman i forbindelse med hendes 'Ulveskind'-romaner. Hun sagde: »Alt gammelt forsvinder så hurtigt«. Hun pegede hermed på en af den realistiske forfatters drivkræfter: at redde den nære fortids detaljer fra at falde i glemsel. Besættelsestidens Danmark Få har kunnet gøre det på hendes kunstneriske niveau, hvor det mindste kan forbinde sig med det største. Men at vække konkrete livsbetingelser til live, indtil mindste banalitetsgrænse, i form af arbejdsgange, redskaber, landskaber, madvaner, sprog, omgangsformer, tankemønstre m.m. er en bestræbelse, mange deler med hende. Det er på dette plan, Ester Bocks roman 'I det skjulte' kan interessere. Den foregår i besættelsestidens Danmark, hvor den sønderjyske lærerinde af en tysksindet præstefamilie har fået sit første job i Nordsjælland. Adelheid, som hun hedder, bor i en lille lejlighed på skolen over for førstelærerens hus. Streng moral Børnene har sedler med om, at de forsømmer, fordi deres fodtøj er til reparation. Nogle har moderens frakke over deres egen tynde i vinterkulden. Der fyres sparsommeligt i kakkelovn, man går med muffer, der forføddes strømper, bruges erstatningsprodukter. Garn og papir er opbrugt på skolen, hvad gør man så? Det er et knaphedens univers - besættelsestiden set fra en kvindelig vinkel. Samtaleformen er Des, høfligheden indlejret i hver sætning. Og der er den strenge moral i Adelheid, hvis tankegang sættes på prøve, da en ug-pige fra sidste afgangshold bliver gravid. Forkasteligt spild, mener hun, men selv kaster hun sig nu også senere ud i noget, da en modstandsmand skjules på hendes loft. Kovending Hermed er vi ude af den sikre dagliglivsbeskrivelse, der gennemtrænger bogen, og inde i dens andet ærinde: At skildre et ideologisk skift for en traditions- og tyskopdraget pige, der må lægge hele sin prægning fra sig. Hun skjuler sin baggrund og sine nazivenlige synspunkter og ikke mindst sin brors besøg, efter at han er indtrådt i Waffen-SS. Først fordi hun erfarer, at det ikke vil falde i god jord at skilte med sine meninger, senere fordi hun begynder at tvivle. Da to kære elever pludselig er væk - jødiske opdager hun, at de er - foretager hun en kovending. Det modstandsarbejde, der foregår på skolen med førstelæreren i spidsen, kan hun ikke undgå at lægge mærke til. Og hun bliver selv en del af det. Genkendeligt tidsbillede Hvordan foretager man en sådan vending? Det er den kristendom, Adelheid også har med hjemmefra, og almindelig kvindelig behjertethed, der gør det. Traditionalisten Ester Bocks brug af gennemsigtig indre monolog er tydelig indtil det didaktiske, og psykologisk gennemlyst er fremstillingen ikke. Men et tidsbillede af det lille livs mange konkrete detaljer indsat i den store histories hjul får vi, af det gamle og forsvundne, som Ester Bocks mange læsere vil kunne forbinde sig med.