Det har været fire lange år. Men endelig fortæller Bent Jakobsen videre om trolde og søfolk og en dreng, der hedder Henri. Efter 'Det blå lys' ankommer nu 'Skyggeringen'. Den var værd at vente på. Om så i hundrede år! Troldende - et fantastisk påhit Indtil midten af 1800-tallet var landsbyen Compton Basset en uspoleret engelsk landlig idyl, som mest var kendt for, at der gror karse i gadekæret. Da den nutidige fortæller flytter til, fornemmer han, at der er mere end tetid og havenisser rundt om karsen. Han opdager, at der er en større population af trolde i et uforgængeligt pilekrat, og efterhånden får han lokket sandheden ud af den lokale storyteller, der hedder Nathan. Troldene er flygtninge fra en større magisk katastrofe omkring Bloksbjerg. De er ankommet Allehelgeners dag 1857, og de stikker ikke op for bollemælk. Bent Jakobsens små trolde er et af de bedste 'påhit' - som Astrid Lindgren kaldte det - i nyere dansk fantasi. De blomstrer over en historie, som er både til at lune sig ved - og gispe over. Dykker ned i fortiden Først er det langsomt. En flok spejdere dukker frem over Gramp's Hill i skumringen. De får brug for spejderløftet dén nat! Vor fortæller har forsynet sig med pottevis af lavendel, som skræmmer de små spilopmagere bort. Det er kun en indledning for at vise, at hundrede år er ingenting. Men en anledning til at tage tråden op fra 'Det blå lys' og atter en gang at dykke ned i fortiden og sende en ekspedition af sted mod Konstantinopel og troldmanden Castanac, der ruger i sit troldmandstårn over ottende bind af stamfaderens efterladte håndbog i magi. Med om bord er igen krofatter Goodwin, kaptajn Bomstaff, en enkelt trold kaldet Boffin, en søvnig blodhund, en klog papegøje og drengen Henri fra Marseille, der blev født Allehelgeners dag i 1857. Ubærligt at vente på fortsættelse Bent Jakobsen binder i 'Skyggeringen' en kæde af begivenheder sammen, der strækker sig fra Tempelriddernes tid til i dag. Der er også en forunderlig afstikker til Sahara, ligesom den kinesiske del af plottet træder skarpere frem. Der er god rytme i fortællingen, som veksler mellem sindighed og vild flugt. Hér er en opskrift på Mrs. Hawkes' sommerfrugtdessert, og dér en antydning af, at alt er tabt. Først og fremmest er det humor og legeglæde - plus troldene - der adskiller Bent Jakobsens historie fra mængden af forkromet fantasy fra andre lande. Der er ikke noget hårdtpumpet over denne version af kampen mellem lys og mørke. Dertil er det for alvorligt! Og spændende. Og morsomt. Og en anelse indviklet. 'Skyggeringen' slutter med strittende ender på alle hylder. Det er næsten ubærligt at skulle vente endnu fire år. Kære Bent Jakobsen! Skriv!