»Hvis manglende lykke var en ægte grund til selvmord, ville halvdelen af kvinderne i Tyrkiet begå selvmord« Replikken står centralt på en af de første sider i 'Sne' og tillægges viceguvernøren i den tyrkiske provinsby Kars - en mand med et ansigt som et egern og et overskæg som en børste. Kars er romanens verden, overklistret med plakater, der kundgør, at »Mennesker er Guds mesterværker, og selvmord er blasfemi«. Hvid verden Problemet i Kars er, at unge og stærkt troende muslimske kvinder begår selvmord i stort tal. En veritabel epidemi, der synes at smitte fra tørklæde til tørklæde. Romanens helt, som hedder Ka, rejser den lange vej fra Istanbul til Kars helt oppe ved den russiske grænse for at udforske selvmordene. Han er digter, kun lige kommet tilbage til Tyrkiet efter 12 års eksil i Frankfurt. Og han rammer byen i en formidabel snestorm, der lukker alt ned i en hvid verden af sekskantede fnug og sære syner - »Sne minder Ka om Gud!«, siger den ateistiske digter om sig selv. Europæere og tyrkere Fra digterens navn, Ka, over byens navn, Kars, er der ikke langt til Kafka og en meget europæisk fornemmelse af noget foruroligende absurd, en løbende Proces, som risikerer at idømme både helten, bysbørnene og ikke mindst romanens læsere en dom, der i sin strenghed står mål med forbrydelsen, vi alle har begået ved at gå rundt og være mennesker. Være europæere. Være tyrkere. Måske skal man være europæer for at forstå, at en kærlighedserklæring til Tyrkiet godt kan lyde sådan, som manden med egernansigtet siger i citatet om kvindernes ulykke og selvmord. Måske skal man være tyrker for at begribe omfanget af den konflikt mellem det religiøse og det verdslige, som Orhan Pamuks snestorm af en roman iscenesætter. Brobygning Under alle omstændigheder er hans fascinerende kunstværk som en bro over Bosporus, en vej frem og tilbage mellem Europa og Asien, men også mellem religion og politik, mellem Gud og gudløshed samt ikke mindst, cherchez la femme: mellem mand og kvinde. 'Sne' er en roman i den store europæiske tradition, en 'Pamuk', på samme måde som man kan sige en 'Balzac', en 'Dostojevskij' eller, altså, en 'Kafka'. Uanset alle forhandlinger og trakasserier mellem Tyrkiet og EU, så har Orhan Pamuk for længst meldt sit fædreland ind i Europa med et forfatterskab, der fremstiller og fortolker Tyrkiet i romanens kunstart. Kvinderne og kvinden Romangenren har siden den bedrøvelige ridder Don Quijote har været konstituerende for Europa langt mere end nogen EU-konstitution nogensinde kan blive. 'Sne' er et tilbud om at tage med Kafka til Kars og slås med muslimske vindmøller: 'Sne' er Tyrkiet set fra en europæisk roman - og omvendt. Kommer Ka virkelig kun til grænsebyen Kars med dens selvmord, trøstesløshed og stagnation for at udforske, hvad der rører sig i de unge kvinders hoveder under tørklæderne? Nej, der er ikke kun kvinderne, der er kvind en. Hun hedder Ipek og var engang studiekammerat med vor helt i Istanbul. Islamister og tortur Siden Ipek blev gift med en vis Muhtar og flyttede til Kars, hvor manden efter mange nederlag har engageret sig i den politiske islam og stillet stadig flere religiøse krav til sig selv og sin kone. Skilsmisse. Ipek er ude af sit ægteskab og bor med sin far og søster på det hotel, familien sammen driver. Her flytter Ka ind og begynder en erobring, som løber parallelt med ægtemandens forsøg på generobring. Et farligt parløb, som accentueres, da begge mænd arresteres af politiet efter et mord, som Ka er vidne til sammen med Ipek. Rektor for et gymnasium, der har forbudt religiøse kvinder at bære slør, dræbes af en yderliggående islamist. Ka indkaldes som vidne - og Muhtar indkaldes, fordi han som 'politisk islamist' principielt altid er under mistanke for alting. Rutinemæssigt udsættes han for tortur, hvad den vestligt udseende Ka spares for - Pamuk analyserer mesterligt den enes skam over sin skæbne op mod den andens skam over at blive tillagt den europæiserede Istanbul-elites arrogance. Som en muslimsk sheik siger til Ka: »Glem ikke, at arrogante mænd, der har for høje tanker om sig selv, altid ender alene«. Formørkede præster og oplyste ateister Menneskelige mønstre og modsætninger, der kendes i enhver kultur, er koncentreret i Kars' kafkaske univers. Mens sneen falder og svier i øjnene, skimter man pludselig vestjyske fiskere, som møder deres små kår og barske dagligdag med en religiøs pietisme og en ydmyghed over for Gud, som er svær at skelne fra åndeligt hovmod: Man ser arrogante og gudløse københavnere, som ser på provinsens provinsialisme med så meget desto større skræk, som de genkender den i sig selv: Man ser mindreværdskomplekser og naragtighed fræse frem og tilbage mellem Kars og Istanbul, mellem Seem og Københavnstrup; man ser formørkede præster slå politisk plat, og man ser oplyste ateister længes efter en ordentlig snak med Vorherre et sted dybt i deres sorte sjæl. Oplæsning Men nu er det altså Kars og ikke København, der gemmer sig i snemasserne. Og alt mens Ka researcher sig vej rundt i byen, til de ulykkelige tørklædepigers familier, til politi og embedsværk, islamister, kemalister og marxister, så begynder der at ske skræmmende ting, som trækker Ka ind i hans egen historie. Først det nævnte mord, men siden et blodigt 'kup' midt under en forestilling på byens teater under overværelse af alle tænkelige honoratiores. Det sker, umiddelbart efter at Ka har stået på scenen og læst sit digt 'Sne' - hvad han har været nødt til, fordi 'Grænsebyens avis', der udkommer i 250 eksemplarer, af trykketekniske grunde allerede dagen før har færdigproduceret sin reportage, hvoraf det fremgår, at »vor verdenskendte digter« læste sit nyeste digt op ved festforestillingen ... Tvivl i sindet Kunsten stiger. Digteren bliver stadig mere af en dervish, og et mylder af figurer træder op i romanen, f.eks. en Osama bin Laden-agtig terrorist ved navn Blå og en provinsfrelser ved navn Sheik Saadettin. Og selveste fortælleren dukker også mere og mere frem i snetågerne. Han hedder Orhan og er fra Istanbul og vender en skønne dag tilbage til Kars for at efterforske de blodige begivenheder, som udspandt sig i byen de fire dage, digteren Ka så skæbnesvangert engang tilbragte der. Og jeg afslører ikke noget som helst ved at citere fra det interview, fortælleren foretager med en af de overlevende fra byens blodige dage. Han hedder Fazil og får det sidste ord, efter at fortælleren har forsikret, at »der er ingen, der tror på alt, hvad de læser i en roman«: »Åh jo, de tror på det«, udbrød han. »Om så bare for at opfatte sig selv som kloge og overlegne og humanistiske har de behov for at tænke på os som søde og sjove og overbevise sig selv om, at de sympatiserer med den måde, vi er på, og endda elsker os. Men hvis De ville skrive det, jeg lige har sagt, vil Deres læsere i det mindste reservere tvivlen en lille plads i deres indstilling«.