Signhild vokser op i en eventyrverden. Der er kun hende og morfar, som fortæller historier om Askeladden, Mumle Gåseæg, huldrer, vætter og alverdens troldtøj. Historier, der står som en beskyttende væg mellem den syvårige Signhild og en verden, hun ikke har nogen forestilling om, og som han snart ikke længere kan beskytte dem mod. Det er sommeren, før hun skal begynde i skolen, og ligesom kongedatteren, der sidder og spinder inde i Det Blå Bjerg, skal Signhild forlade det helle fra livet, som morfaderen så omhyggeligt har vogtet over i mere end to år. Før det ligger en tid fuld af forfærdelige oplevelser, som indimellem vender tilbage i form af Natbilledets bamser og store hænder, der rækker ud efter hende i mareridtssøvnen. Skarp bismag af svigt 'Gulddronning, perledronning' er en roman, der handler om at finde beskyttelse for livet ved at fortælle historier. Og om hvad der sker den dag, hvor historierne ikke længere kan skjule tilværelsens store mørke. »Hvor dygtig kan en selvbedrager blive?«, spørger morfar Håvard sig selv, vel vidende, at den, der vil bedrage andre, er nødt til at være endnu dygtigere. Håvards fortid bliver rullet op i løbet af romanen og er med til at give historien om hans beskyttelse af Signhild en rå baggrund: Den unge drømmer Håvard er ikke i stand til at tage imod den jordiske kærlighed fra sin hustru Signe, og da hun dør i barselssengen efter at have født Liv (Signhilds mor), stikker han af til Canada for at begynde et nyt liv. Historien om den hjemvendte morfar, der fortæller eventyr og giver barnebarnet flødekarameller, har en skarp bismag af livslangt svigt. I det hele taget er mændene i romanen ganske ude af stand til at leve familielivet, som de enten stikker af fra eller ødelægger indefra på det mest bestialske. Ikke blot uskyldige trolde Margaret Skjelbred (f. 1949), som er uddannet sygeplejer, modtog i fjor Amalie Skram-prisen for 'Gulddronning, perledronning'. Prisen gives til »en kvindelig, norsk forfatter, som skriver i Amalie Skrams ånd«. Og det må man sige, at Skjelbred gør, endda på en måde, som virkelig gør indtryk, både litterært og sentimentalt. Den verden af eventyr, som for Signhild rummer beskyttelse mod verden, er for hendes mor, Liv, en række stemmer inde i kraniekassen, som taler hinanden midt imod og driver hende til begå et frygtelig knivdrab for at hævne et overgreb på et barn. Man skal langt ind i romanen, før det begynder at gå op for en, at Tildermann, Hildermann, Tilder, Skræppe og Lørrik ikke er uskyldige trolde på besøg fra underjorden, men noget helt andet i fuldt udbrud. Bedre redigering Som lyriker har Margaret Skjelbred med sin brug af dialekt og bundne rim aldrig vundet indpas på det modernistiske parnas. Og også som romanforfatter har hun gammeldags træk, når de moralske og livsfilosofiske pointer falder vel tungt hen mod slutningen: »For det er muligt - og det var måske det vigtigste, jeg har lært her i livet - det er muligt at være et ordentligt menneske selv om din mor afsoner en livstidsdom på en lukket anstalt, fordi hun har dræbt din stedfar med en køkkenkniv. Det lærte morfar mig«. Den slags al- og bedrevidende 'Mit livs novelle'-kommentarer burde Skjelbreds norske redaktør have beskyttet læserne imod, så romanens eventyrlige styrke ikke var blevet draget det mindste i tvivl, som blot et udslag af en følsom læsers selvbedrag.