Hvem kender ikke den febrilske iver, den lammende frygt eller den træge irritation, der griber én, når man sidder i klasselokalet og modtager lærerens diktat: »Nu skal der skrives stil om 'den danske sommer', I har 40 minutter«. Situationen indkapsler et simpelt magtforhold og kan hurtigt bredes ud til at gælde langt de fleste af tilværelsens forhold - der er altid en flerhed af lærere, der dikterer og påbyder, om ikke andet i form af de strukturelle betingelser, de kår, vi er underlagt. Klicheer eller protester Robert Walsers (1878-1956) brillante litterære greb om denne realitet former sig som gengivelsen af skoleeleven 'Fritz Kochers skolestile' (1904), typisk kalkeret over åndssvage almindeligheder som 'Mennesket', 'Fattigdom', 'Fædrelandet', 'Vores by', 'Klasseværelset', 'Skolen' og 'Høflighed'. Alle emner, der lægger op til en leflende og høflig genskrivning af netop de konforme og systembevarende klicheer, læreren efterspørger, hvis ikke en grov og sur protest. Diskret guerillakrig Walsers Fritz er imidlertid en mere snu lille fyr, han gør hverken det ene eller det andet; eller rettere, mens han gør begge dele - han lefler skamløst og han satiriserer hånligt - indfletter han en på samme tid saboterende og nuttet guerillatone, der omstyrter og rokker ved magtens asymmetri, f.eks. sådan her: »Livet er en streng skolemester, siger man, og det må være sandt, eftersom det er en gængs opfattelse«. Guerillakrigen udkæmpes på en diskret og drenget måde, stilen bliver skam skrevet, formalia overholdt og banaliteterne leveret i nogenlunde god orden. Umodenhed som kvalitet Det er en fremgangsmåde, der er i slægt med Melvilles Bartleby, der sagde: »I would prefer not to«, og senere med beundreren Kafkas halvt underdanige, halvt oprørske sønner. Men hvor Melville er gennemført kryptisk, og Kafka ofte er mørk og forpint, er der en bedragerisk lys og let stemning over Walsers drengeunivers. Der er noget skælmsk og drilsk over Fritz Kocher, og dog er vi uendelig langt fra Kim og Flemming og Emil og De 5's raske børneverden. Som i dagbogsromanen 'Jakob von Gunten' (1906-08) er der hos Walser tale om iscenesættelsen af umodenhed, svaghed og middelmådighed som særlige, sejlivede og hårdnakkede kvaliteter, et stædigt og ofte drilsk korrektiv til det apparatur af regler, normer, forventninger og særlige standarder, som menneskelivet ellers er reguleret af. »Alt kan jo ikke se godt ud« Der er ingen utopi hos Walser, ej heller nogen revolutionær gejst eller noget dystopisk mismod - blot denne svage og lette afvigelse, midt mellem høflighedens blide opportunisme og protestens vulgære råb. At tale om modmagt eller modstand ville være forhastet og forgrovet; der er snarere tale om denne fine irregularitet i drengens leende og ofte naivt kluntede prosa. Som f.eks. sådan her, om læreren: »Fra tid til anden klør han sig vellystigt i håret. Jeg ved, hvilken vellyst det er at klø sig i håret. Derigennem løfter man tænkningen uendeligt. Det ser godt nok ikke særlig godt ud, men så igen, alt kan jo ikke se godt ud«. Her kan man iagttage sammenkoblingen af Fritz' lille kløgtige blik, og samtidig hans drengeagtige svæven uden om de farligste skær, for »alt kan jo ikke se godt ud« som det listigt og tilsyneladende forsonende hedder. Sen modtagelse af Walser Tidligere fik vi 'Jakob von Gunten' (endnu tidligere 'Digterliv' i 1981), og 'En verden for sig - udvalgte mikrogrammer', og om lidt ankommer Walsers 'Røverne' på Basilisk - der begynder ganske enkelt at tegne sig konturerne af en sen, men bemærkelsesværdig ankomst og modtagelse af Robert Walser på dansk grund. Det kan vi takke mange for, men ikke mindst Erik Granly Jensen, der her har bedrevet en ualmindeligt god oversættelse, en god lille 'eftersidning' til slut (og som også har skrevet ph.d.-afhandling om Walser), samt selvfølgelig forlaget Arena, der med beåndet præcision har trykt skolestilene i kongenialt udstyr. Jørgen Michaelsens krøllede tegninger supplerer fint Fritz Kochers drengede ord.