Det begynder med en brand i en landsby. En brand, der ikke ligner et uheld, men en familietragedie, hvor faderen har bedøvet sin kone og sine to børn og derefter stukket ild til huset. Parrets venner er selvfølgelig chokerede. Alt for Damerne »Sådan noget skete i dårlige kvarterer, i problemfamilier, hos socialt udstødte eller folk der levede i isolation, men ikke her i vores landsby, i et villakvarter, i en almindeligt elsket og værdsat familie«, noterer fortælleren Karen i Saskia Noorts hollandske bestseller 'Madklubben'. En roman, der på en gang henvender sig til og udstiller visse dele af Alt for Damerne-segmentet. Bagtalelser og affærer Karen er flyttet til landsbyen et stykke uden for Amsterdam for at realisere drømmen om hus og have og tid til familien, og efter en tid i ophøjet ensomhed, er det lykkedes hende at få nogle veninder. Nærmere bestemt fire, der er i samme situation som hende selv: mændene arbejder, børnene går i skole, og kvinderne laver noget kreativt, hvor indtægten betyder mindre end snobværdien. Sammen med deres mænd danner veninderne en madklub, der giver dem lidt af det sociale liv, de har mistet ved at melde sig ud af bylivet, tilbage. I deres selvforståelse er de lykkelige - så lykkelige som man nu kan være, når man er ved at kede sig ihjel - men under overfladen løber der en strøm af bagtalelser og hemmelige affærer med hinandens mænd. Opretholdelse af facaderne Denne sorte undergrund kommer frem i lyset, da branden efterfølges af endnu et dødsfald i madklubben. Officielt er det et selvmord, men for Karen ligner det snarere et mord, og hun synes, hun skylder den døde at undersøge sagen. Som roman befinder 'Madklubben' sig klart i underholdningsafdelingen. Hovedingredienserne er mord og sex, og fortælleren oplever tydeligvis at bevæge sig på kanten af noget meget farligt, dels fordi folk dør om ørerne på hende, dels fordi hun er sin mand intenst og potentielt selvdestruktivt utro. Men det farlige forplanter sig ikke rigtig til læseren, for selv om plottet er pænt spændende, er det ikke spektakulært godt skruet sammen. Det drives nemlig først og fremmest af fortielser, som vennerne er enige om - af hensyn til facaden. Tryghed - frem for alt At sådanne fortielser skulle kunne slippe igennem en politiundersøgelse er et realismeproblem for romanen. Man venter sig mere af det hollandske politi. Dertil kommer, at den underliggende morale: at fortielse, dobbeltmoral og snobberi er af det onde, er alt for tydelig. Tingenes tilstand i madklubben får ikke lov at snige sig ind på én, og den afsluttende genopretning af ro og orden bekræfter blot, at trods kritik af madklubbens forlorne tryghedsidealer er romanens bud på livets mål - når alt kommer til alt - tryghed.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























