Han er jo en alsidigt vital og jysk skriverkarl for Herren, Henning Mortensen (f. 1939), der pløjer sig gennem børnebøger, gennem den store Ib Nielsen-romanserie, gennem digte, gennem krimier og dramatik. I dag er det imidlertid digtene, der rammer offentligheden, i form af 'Billeder fra den flydende verden', 41 urimede og oftest prosaiske prosadigte. Dansk-jysk tone Som genkommende baggrundsmotiver flyder Albrecht Dürer og Paris og giver det hele en svagt melankolsk, men også ramsaltet og livsstærk indfarvning. Begge motiver er jo udenlandske, men ikke desto mindre er der en i ordets bedste forstand jovial og robust dansk-jysk toning over forehavendet. Afsmag for lyrik Når Mortensen i samlingens formentlig bedste og første digt, 'Uregelmæssigt', skriver om sin ungdoms afsmag for lyrik, lyder det sådan her: »Jeg gik ind for prosa og hadede digte, Le Bateau Ivre og/ min bare røv«. Så fik Rimbaud den! Det jysk-nationale viser sig som den fineste modsætning til Dansk Folkepartis kvalmende og tåbelige kidnapning af fædrelandskærlighed. I 'Incestdigt med tyk kusine' skildrer digteren vittigt Jylland som en øm bejler, der kun forhindres i at favne Sjælland af Fyns lille fede kusineskikkelse, og i næste digt, 'Langelandsk dadaisme, tidligt forår' får vi en helt svimmel og dejlig sammensætning af dada og Det Sydfynske Øhav. No nonsense-humor Mortensen er emfatisk modstander af den romantiske kunstnermyte, som får et skud for boven, da han i 'Atelier' skriver om kunsten ikke som kaos og bohême-uorden, men tværtimod som det »at rense, at samle, at løfte, at huske« ... Og så er der to andre vigtige elementer: en boblende ordglæde og verdensglæde, parret med en blid og fortættet melankoli, og så en stoisk strejfen af alderens perspektiv, det, at digteren nu er blevet morfar fire gange, det, at kroppen forfalder, og alting bliver mere skrøbeligt og tyndt. Til det sidste skal lægges en pletvis tendens til svulstighed, der typisk dukker op til slut i enkelte digte (f.eks. s. 40, 42 og 48), her bliver der ophobet billeder på en måde, jeg ikke mener harmonerer så godt med det bedste i Mortensen, den krystalklare no nonsense-humor, der taler ud af åbningsdigtets »Le Bateau Ivre og/ min bare røv«. Verden er flydende, ja, såmænd, men Mortensens poetiske fluekast fanger ikke desto mindre mange gode livskløgtige ordmakreller.