Hvor meget er svenskerne anderledes end danskerne?, kunne det absurde spørgsmål lyde. Meget, hvad angår vores kulturbillede og vore yndlingsforfattere. En svensk kanon, en litteraturkanon, ville formentlig indeholde både Strindberg og P.O. Enquist, som danskerne også læser med fornøjelse. Og der er Gunnar Ekelöf og Astrid Lindgren og Nils Ferlin, for nu blot at nævne et helt tilfældigt par af de andre hjemlige svenskere. Gråt glimtende Men derudover har svenskerne en tilbøjelighed til dødsmærkede, asketiske, lyriske, gråt glimtende tekster, som trækker mennesket ud i periferien af sin eksistens og lader det tage forskud på stilheden med ord, som henter deres erfaringer fra et absolut indre rum, udvidet til at blive det absolut ydre rum - luften, månen, stjernerne, havene, bjergene, sletterne, græsstrået, vanddråben, solen, træerne, sfæren. Ordene slibes ned til nødtørftighed, måske som et svar på kulturens moderne rigdom og store mangfoldighed. Tilværelsens ufrihed Lotte Lotass er valgt som kandidat til Nordisk Råds litteraturpris i år, fordi hun så overlegent og lyrisk insisterende igen og igen søger efter eskapismen, afkaldet og vejen bort. Hidtil er hun på dansk udkommet med 'Tredje Flyvehastighed', en roman om de russiske astronauter Gagarin og Titov og deres rejse ud i rummet. »Jeg har, i alt hvad jeg har skrevet, holdt fast i drømmen om at komme hen til et utilgængeligt sted, at flytte mig ud i utilgængeligheden«, sagde hun i juni 2005 til Politiken. Var den rumfart nu lidenskab, videnskab eller galskab? I hvert fald et originalt tema, en rumrejse og dens psykiske konsekvenser for de involverede, som var indelukkede, isolerede og ufri, når de netop afgørende havde forladt ufrihedens mest kendte sted: tilværelsen hernede med alle dens følelser og menneskeforbindelser. Poetisk korsang Hendes ny roman 'skymning:gryning' er ikke oversat til dansk, og det bliver den nok heller ikke, medmindre hun vinder prisen. Lotte Lotass fortsætter sin rejse bort med en fortælling om nogle mennesker, der bevæger sig i et gådefuldt landskab, måske uden for tid og rum. Deres stemmer høres, som i en poetisk korsang, men landet er ufarbart, det er ikke bare udlandet, men den helt eksistentielle udlændighed, som er menneskenes skæbne. Strøm af skygger »Det finns en värld tung som askträ, säger han, en värld så tung som pil eller som poppel. En värld har samma tyngd som ett välbränt tegel, en värld väger som granat, en är nära så tung som krom, en fem gånger tyngre än vattnet, en annan sex gångar och en värld åtta gånger så tung som vattnet«. Hvad er det for oplysninger? Det er ikke oplysninger, det er moderne poesi sat i romanens prosakontekst. Og det sprog, hun bruger, er udsøgt smukt. Navnlig når man læser det på svensk. Men der hviler også, efter mine begreber, anmasselsens og beskedenhedens kombinerede patos over bogen, som skal være en mulig slutning på et tretrinsprojekt om det ufarbare. Man skal måske være litterat-litterær for helt at sætte pris på denne meget intellektuelt bevidste strøm af skygger i horisonten - skygger, som skal undvige døden, og som til sidst skal holde hinanden i hånden for at undvige den. »Håll i! ropar jag ut i den vita stormen«. Ja, hold øjnene åbne - men svært er det.