Artige gys

Lyt til artiklen

Vi er på det pæne Østerbro med de store lejligheder, den kreative klasse og små butikker med grøn te og tjekkisk øl. Der bor journalisten Mette med sin lille søn og sin nuttede mand, den ranglede Carsten med sindet foldet i blødt fløj. Det er sommer og sol, og hele familien skal ned til en forfatters lejlighed i Nice. Mor kører, far har ikke kørekort, og alle glæder sig. Det gør også ejendommens lede kælling, viceværtens intrigante og entreprenante Jytte, som under påskud af at holde øje med beboernes lejligheder, optrevler hemmeligheder og andre hæmninger. Så afpresser hun sine ofre, thi som altid har den moderne familie lig i skabet, ugler i mosen og uægte børn med elskere i løn! Også Mette bærer på en lukket skuffe i sit livs chatol, og den kan der ikke fortælles om her, den er kernen i denne causerende kriminalroman med et par mord og megen mystik. Tuttenuttet »Rystende psykologisk thriller om en kvindes djævelske spil og en families mareridt«. Sådan lyder forlagets flamboyante fanfare på bagsiden af Anna Grues debutroman, 'Noget for noget.' Men det er som at kalde Ribena for solbærrom. Langt mere er romanen en spøjs og ikke ucharmerende cocktail af chick-lit for de lidt ældre piger med mail og SMS, vederkvægende gin&tonic-prosa, når du har set aftenens afsnit af Sex and the City for 117. gang, og en krimi, som bestemt ikke udfordrer sin læser med et speget plot fra Pentagon og omegn. Skrevet i det henvendte, tuttenutte-kommaterede venindesprog fra 'Eurowoman', vi mænd ikke helt kan snuppe uden en kold snaps og en stor pose flæskesvær. Alt sammen sat op på det skæbnesvangre skelet fra den borgerlige roman fra 1700-tallet, der advarer mod fædre, som boller ved siden af, så halvsøskende må møde hinanden som produkter af unævnelig utugt og uartig skørlevned! Senior sex 'Noget for noget' er vitterlig begavet med noget for noget med sin underholdende og letbenede historie, som er bedst, når den vil mindst. Såsom sludre lidt over den californiske Chardonnay, pille en reje ude i haven og med douce udsigt til lidt sendrægtig senior sex siden hen. Husk at slukke Weber-grillen, honey!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her