9/11 var et chok. Den omstyrtende begivenhed kunne mærkes overalt i verden, hvor man på tv-skærme så flyene smadre ind i højhusene, så staklerne falde og falde og tårnene vælte i grus. Men selvfølgelig var chokket størst i New York, hvor røgsøjlen i uger bagefter steg til vejrs fra ruinbunken med de tusinder af døde. Efter sådan et chok må man tage bestik og afsøge nye pejlemærker. Så bøgerne er kommet. Jonathan Safran Foer har med 'Ekstremt højt & utrolig tæt på' skrevet den mest rørende og originale 9/11-roman hidtil. Nu melder også den mere rutinerede New York-forfatter Jay McInerney sig på banen med 'The Good Life'. En roman af ganske anden og traditionel støbning, men derfor nok så interessant. Chok og normalitet 'The Good Life' beskriver chokket, der ramte New York, men den gør det bemærkelsesværdigt afdæmpet. Det er en psykologisk og sociologisk præcis portrættering af New Yorks bedre borgerskab og en skarp undersøgelse af forholdet mellem chok og normalitet. Hovedpersonerne er Corrine og Luke. Hun er mor til to og efterhånden lunkent gift med Russell. Børsmægleren Luke er gift med society-skønheden Sasha. Luke har til sin kones irritation taget sig et sabbatår for at finde ud af, hvad han vil med sit liv. Sasha er ham utro med en milliardær. Deres teenagedatter er på vej ud på et skråplan som rigmandsdatter i en kultur, hvor levereglerne som alle andre steder, blot i højere Manhattan-potens, er »live to spend, dress to kill, shop and fuck your way to happiness«. Morgenvækning Luke undgår kun ved et tilfælde at befinde sig i restauranten på toppen af World Trade Center den skæbnesvangre dag. Vennen, han skulle have spist morgenmad med, omkommer. I den mærkelige uvirkelige tid efter katastrofen møder Luke og Corinne hinanden under oprydningsarbejdet og forelsker sig i hinanden. Det virker næsten naturnødvendigt. Når nu alt er anderledes, og intet fra nu af vil ligne sig selv. Eller vil det? For mere end noget andet handler 'The Good Life' om passion og kompromiser, om livet som en blanding af vaner og hemmeligheder. Om normaliteten, der er mere stødabsorberende end budding. 9/11 bliver en gigantisk morgenvækning. Mennesker vakler rundt, vækket af deres tornerosesøvn. Fra nu af skal livet ikke spildes med dum rutine og fossile sexliv! Men chok fortager sig. Idealisme glider tilbage i pragmatisme. Hverdagens mange små vaner og rutiner, forpligtelser og fornøjelser, udgør et sejt og finmasket net, som selv Houdini ville have svært ved at sno sig ud af. Ophidselse og skyldfølelse Uden hoveren eller bedreviden skildrer Jay McInerney sine meget menneskelige hovedpersoners forsøg på at finde ud af, om de skal gribe chancen eller til syvende og sidst lade den ligge. Tonen er tilstræbt nøgtern. Det er på en måde bare en roman om sex og utroskab i skyggen af de manglende tårne. En verdenshistorisk krise og en midtvejskrise filtrer sig ind i hinanden. Bliver måske i virkeligheden forvekslet af de involverede. Men netop fordi 'The Good Life' foregår i denne forvirrende skygge, bliver det en roman med en særlig klangbund. Det er en roman, der skildrer, hvordan man dyrker sex på en nytilkastet grav med lige dele ophidselse og skyldfølelse. Antiklimaks 'The Good Life' er en bog, der stille og roligt tør. F.eks. tør den beskrive den modvilligt indrømmede følelse af kick i kølvandet på den ufattelige katastrofe. Da først den bliver fattelig, og en genkendelig virkelighed igen indfinder sig, forsvinder følelsen af at gennemleve særlige dage, af at leve i et provisorium, hvor alt, man foretager sig, antager en særlig betydning. Den upassende opstemthed over at være en af de overlevende i krisens følelsesforstærkede univers bliver afløst af en slags antiklimaks. Katastrofen og kærligheden har samme potentiale til at ødelægge ofrene og hensætte de overlevende i ekstase. Bagefter den snigende skuffelse; det kun alt for velkendte. Sørgmodigt og skarpt Bag den kølige diagnosticering oplever man imidlertid en smittende varm i beskrivelsen af Luke og Corinne. 'The Good Life' er præcis og mættet romankunst fra McInerney, der i modsætning til sin gamle 'parløber' Brett Easton Ellis ikke føler behov for at genopfinde sig selv i hver bog, men har sat sig til rette i rollen som en lidt gammeldags romanforfatter, der som beskriver af sin by og tid har mere tilfælles med Austen end Auster. Det er mere end gedigent - det er den ikke-sensationalistiske og mere præcist registrerende end opfindsomme 9/11-roman. Sørgmodig, skarp og mondæn. Jo, New York lever videre.