De seneste ti år har skotske Ali Smith beriget verden med den ene fremragende samling historier efter den anden. 'Free Love', 'Like', 'Other Stories and Other Stories', 'The Whole Story and Other Stories', det dybt bevægende historiekompleks 'Hotel World' samt den foreløbige krone på værket, 'The Accidental' fra 2005. 'The Accidental' er Smiths første egentlige roman, som netop har indbragt hende Whitbreads pris for bedste roman og en Booker Prize-nominering. Og hvorfor har jeg kun to hænder at klappe med? Hvorfor ikke ti? Tyve? Hundrede hænder? Bevidsthedsstrøm 'The Accidental' er en mesterlig roman. Alt det, man håbede, at denne forfatter kunne præstere - og overraskende meget mere til. Vi får Smiths overflødighedshorn af en signatur: en knivskarp, mangestemmig persontegning, i dette tilfælde med hele fem distinkte stemmer. Universelle temaer som liv, død, troskab og overgang, krydret med humor, vid og spiritualitet. Forfattet i et sprog så bevidsthedsstrømmende over stok og sten, at medrivende er et fattigt ord. Læg dertil en rivende god historie, kryds Jeanette Winterson og Virginia Woolf, og du har en idé om niveauet. Skjult identitetskrise Historien udspiller sig i Norfolk, sommeren 2003. Her ferierer den velbjergede familien Smart, bestående af mor Eve, stedfar Michael, 12-årige Agnes og 17-årige Magnus, fordi Eve skal have ro til at forfatte sin næste semibiografiske romansucces. Til Agnes' store fortrydelse, forstår man fra begyndelsen: »Agnes filmer solopgange. Der er intet andet at lave. Byen er et hul i jorden. Posthus, hærget indisk restaurant, fastfoodrestaurant, lille butik, der aldrig holder åbent, et sted, hvor ænderne kan krydse vejen. Ænderne har rent faktisk deres eget vejskilt! Der er en sofaforretning, som hedder Sofa So Good. Det er lige til en depression«. Og under overfladen er alt da også meget lidt - ja, undskyld mig - smart. For både Michael og Magnus er i skjult, men akut identitetskrise. Michael, fordi han ikke længere får det samme kick ud af at forføre sine unge universitetsstuderende, som han gjorde for femten år siden, og Magnus, fordi hans første reelle tilnærmelse til en pige har været en uhørt katastrofe. Faktisk har hun begået selvmord, men o.k.; det var nok heller ikke så smart at copypaste hendes hoved på en tilfældig pornokrop og sende resultatet rundt i cyberspace. Dæmonisk luksuslegeme Alt ændrer sig imidlertid, da den dæmoniske fremmede, Amber, parkerer sin bil i familien Smarts lejede indkørsel og sit luksuslegeme i deres lejede sofa. For som i Pier Paolo Pasolinis 'Theorem' fra 1968 - året, hvor Amber blev undfanget »på et bord i cafeen til byens eneste biograf« - indleder den fremmede mere eller mindre eksplicitte seksuelle relationer til samtlige familiens medlemmer. Og med vidtrækkende konsekvenser, der naturligvis ikke skal røbes her. Seksuel matematik Til gengæld røber jeg gerne, at den vrængende, præpubertære Agnes, der finder alt »typisk og ironisk«, er taget lige på kornet. Det samme er Michaels galopperende midlife crisis, der midtvejs splintrer hans ulastelige lektorsprog i lattervækkende sonetter, for ikke at tale om Magnus' matematiske undren, der får sex til at ligne en formel med to ubekendte. »Uendelighed = aldrig stoppende. En sekvens, der gentager sig selv med regelmæssige intervaller, én gang, så igen, så igen, så igen = periodisk«. I det hele taget er 'The Accidental' stærkt underholdende på den mest begavede, tvetydige måde. Både første og anden gang, man nyder den med alle sanser på max volume. Ali Smith er endnu ikke oversat til dansk. Hvorfor er mig en gåde. Men i hvert fald er 'The Accidental' et oplagt sted at begynde, vippen at kaste sig ud fra, hvis man vil dykke ned i et forfatterskab af de helt store.