En litauisk luder indlægges på sygehus i Stockholm, mishandlet, pisket og misbrugt. På samme sygehus ligger en narkoman og pusher, som dumt blander vaskepulver op i heroin og derfor er havnet på den jugoslaviske mafias dødsliste. Manden, som skal sende narkomanen til himmels, er just blevet løsladt fra fængslet. Og en typisk midaldrende og retskaffen politimand, Ewert Grens, har en personlig og traumatisk grund til at ville hævne sig på ham. Og sådan er der så meget, indtil luderen drastisk tager sin skæbne i egen hånd, får hjælp fra en veninde til at hente ting og sager fra titlens box og vitterlig har meget at vinde ved at tage gidsler og sprænge hele molevitten i luften, hvis ikke ... Mere siger jeg ikke og nøjes med at nikke til, at 'Box 21' har et virkelig godt og originalt, realistisk plot. Så langt så godt. Luntende langsom Roslund & Hellström fik i 2004 Nordens fornemmeste krimipris Glasnøglen for deres debutroman, 'Udyret'. Jeg kan ikke skrive fortjent, thi som medlem af prisens danske jury var den ikke min kandidat. Jeg syntes, at 'Udyret' var en selvtægtsforherligende og sensationel svada. 'Box 21' er bedre i sit udsyn, bedre komponeret og har som nævnt et godt (dobbelt)plot. Skade at sagen leveres luntende langsomt som skrevet i en gangbesværet stil med en rollator som stativ. Nathalie Sarraute og andre fra den franske 'nouveau roman' kunne tillade sig at bruge tre sider til at åbne en dør. Her virker det søgt. Plus at det vrimler med korte hovedsætninger med en gentagende mening, som om forfatterne bruger en teleslynge til at fortælle om trafficking, den infame ludertrafik. Bogen er svensk, så det batter. Alle skjuler på problemer, som folkehjemmet har misrøgtet eller set igennem svenske fingre med. Episk begær Romanens moralske pegefinger er høj som rådhustårnet i Stockholm, dekoreret med bekymrede panderynker, brede som Øresund og bestemt ikke bøjet i humorens kasus. Selvfølgelig er det forfærdeligt, at Vesten via dumme svin og andre mænd importerer stakkels østeuropæiske kvinder til bordeller, og hvor skal den fortvivlede læser skrive under - undervejs i læsningen? Helt ærligt, det er dybt rystende, at denne senmoderne hvide slavehandel foregår for øjnene af vore skandinaviske blå øjne. Men en krimi er frem for alt en roman med en god historie. Gerne fortalt med fart og tempo, elegance, indignation, hjerte og smerte og et relevant og reelt engagement. Hvor dette sidste, tekstens stillingtagen imidlertid aldrig gestaltes så tydeligt og tungt, at det går ud over det episke begær, trang og lyst til spænding, glæden ved fortællingens labyrint. Som sagt, plottet er bedre end skriften, og når der nu og da er noget, som river siderne af sted i nattens løb, er det just intrigens snedighed. PS: Ikke for at gå min gode ven og kollega Thomas Harder i bedene, men der er altså nogle oversættelige skrubtudser i fordanskningen. Svenskerne konsumerer, vi danske køber ind. Og det hedder, tyve år ældre end hende og ikke hun selv. Småting javist, men alligevel.