Nyt fra Lydmouth

Lyt til artiklen

'Seance med skæbnen' er den syvende i rækken af Andrew Taylors fine romaner om livets gang og døden i købstaden Lydmouth på grænsen mellem England og Wales engang i slutningen af 1950'erne. Ligesom forgængerne er det en engelsk krimi af den traditionelle slags med omhyggeligt konstruerede mysterier og med sex og vold i ret beherskede doser, men med så meget desto mere plads til miljø- og sædeskildringer og til at udfolde de forskellige personer og deres indbyrdes relationer. Loyal humor Taylor er dygtig til at skabe troværdige stemninger og tidsbilleder (bl.a. ved hjælp af sproget, som Ib Poulsen har fordansket med megen stilsikkerhed) og skildrer med en blanding af stilfærdig humor og loyalitet mod de gode folk i Lydmouth sammenstødet mellem den traditionelle kultur og livsstil, som krigen ruskede op i, men ikke udryddede, og alt det moderne, der trænger sig på. Den gennemgående hovedperson, kriminalkommissær Thornhill, har for eksempel vanskeligt ved at komme overens med hustruens og børnenes betagelse af det fjernsynsapparat, som de har tvunget ham til at anskaffe. Ligesom det er en rystende erkendelse, at hans kone faktisk ville være i stand til at forsørge sig selv og børnene uden hans hjælp, hvis hun mistede tålmodigheden med hans vedvarende interesse for den smukke kvindelige journalist, Jill Richards, som han havde en affære med, inden hun flyttede til London i et tidligere bind. Pis med posten Jill er nu vendt tilbage til Lydmouth for at hjælpe den skrantende fine, gamle, familieejede avis Gazette med at modstå angrebet fra den mere plebejiske Post, som tilhører en koncern med masser af penge og en tilbøjelighed til at bruge gangstermetoder for at tvinge konkurrenten til at lukke. Aviskrigen giver anledning til et voldeligt overfald og et par brandbomber, men Jill og Thornhill jagter først og fremmest gerningsmanden til mordet på byens excentriske gamle læge, hvis mere moderne indstillede afløser er blandt de oplagte mistænkte og desuden er en flot og charmerende mand, som Jill ikke er uinteresseret i. Dertil kommer en sag om en forsvunden tv-tekniker, der gik med gule glacéhandsker, og postyret om Pisseren, som nat efter nat lader vandet ind gennem brevsprækken hos byens baptister. Ægte tragedie Der er kort sagt nok at se til for både ordensmagt og presse i Lydmouth og masser af store og små konflikter og dramaer og ægte tragedie, som engagerer og fastholder læseren. Imellem kapitlerne har Taylor anbragt nogle mere og mere makabre anonyme dagbogsfragmenter, som tilføjer en ekstra dimension af mystik og uhygge og effektivt afbalancerer den ellers ret gemytlige tone. Om slutningen er original eller bare fortænkt, må være en smagssag, men overraskende, det er den i hvert fald.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her