Mens verden venter på Kåre Bluitgens bog om Profeten - den udkommer i næste uge - kan man dykke ned i hans seneste rejseberetning fra den arabiske halvø og omegn. Kåre Bluitgen har nemlig været der før på sit flyvende forfattertæppe. På sporet af Aladdin og med Adam Oehlenschlæger i inderlommen. Respektfuld opdatering Det er tohundrede år siden, romantik-kens store skjald offentliggjorde sit lystspil om naturens muntre søn, om giftmord og flyvende paladser. Samt hjælpeånder af en størrelse, som må få moderne fantasyfortællere til at blegne af misundelse. Kåre Bluitgen erkender, at ingen ville læse Oehlenschlægers vers i dag, om de så lå truende øverst i kanonløbet. Men han synes, at historien er for god til at gå i glemmebogen. På samme måde har han opdateret Holberg, Cervantes og Decameron. I nutidig prosa med respekt for fortidens skikke og talemåder. Til alle disse udgivelser har han arbejdet sammen med en ypperlig illustratorer. Det gør han også her. Politisk ukorrekt Så er denne nyskrevne Aladdin en appelsin i læse-turbanen, eller er det blot en ny omgang Hassan med de skæve ben? Kåre Bluitgen benytter begge disse guldrandede citater, og han vælger at gøre historien bredtfavnende med mange stumper fra den originale dialog. Det kan være svært at indpasse Aladdin i en nutidig, eksistentiel sammenhæng. Han forsvinder som sand imellem fingrene. Hans grådighed er kun alt for menneskelig. Men hvad er det for noget med naturens muntre søn, denne lykkelige Pamfilius, der bare behøver at gnide på sin lampe eller slå på sin ring? Alt får han forærende uden at gøre andet til gengæld end at se godt ud og være glad. Der er en del politisk ukorrekte beskrivelser af folkeslag og religioner i den originale Aladdin, og dem har Kåre Bluitgen i det store og hele bibeholdt. Sjælens frisættelse Så sidder til slut Gulnare i Isfahan, som perserne kalder Esfahan, med sin elskede i hånden ved svigermors grav under et blomstrende hyldetræ. Oehlenschlæger var ikke til research. Men han havde et godt tilbud. En god historie. Og et budskab, der vist efterhånden er sivet ind om menneskesjælens frisættelse og hengivelse til naturen. Det er ren rokoko! Historien om Aladdin er kendt af børn i mange versioner. Det er godt at få selve den nationale oldsag på bordet. Og støvet af. Men tidens tand har også været der. Høj museføring Illustrationerne til 'Aladdin' er et kapitel for sig. Helle Vibeke Jensen er ikke tegner i ordets gængse forstand. Hun tilhører de højere jægere og samlere inden for faget billeddannelse. Hun kopierer og forstørrer/formindsker og manipulerer og mangfoldiggør en kæde af billeder og grafiske effekter, så det hele bider sig selv i halen - ligesom de fisk, hun ynder at bringe. Det er ikke billeder, som ligner noget, men et broget bånd af stemningsskabende mønstre og motiver, som passer forrygende godt til de bedagede ord. På én og samme gang fastfryser hun historien i dens hundredårige miljø, og samtidig hæver hun den med artisteri og høj museføring op til skinbarlig nutidighed. Noget lignende er aldrig set før. Smukt er det.